Prime Minister Lars Løkke Rasmussen's speech on Flag Day, September 5, 2015.
Lars Løkke Rasmussen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Rasmussen addressed soldiers, veterans, and families at Denmark's seventh Flag Day ceremony on September 5, 2015, honoring those deployed internationally since World War II.
- Main themes
- Honoring deployed military personnel, Flag Day commemoration, veterans recognition, personal sacrifice and courage, fallen soldiers, international service medal, Danish military missions, gratitude to families of service members, remembrance of the fallen
- Duration
- ~10 min
- Words
- 1,182
- Sentences
- 136
- Readability
- 77
- Grade
- 4.7
- Syntax
- 2.20
- Vocabulary
- 2.03
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other136 sentences in 51 paragraphs
Your Royal Highnesses. Dear soldiers. Dear deployed personnel. Dear veterans. Dear relatives. Dear everyone.
Today we honor the men and women who have been deployed for Denmark since World War II. Soldiers, police officers, nurses, doctors, emergency responders, advisors, and other specialists.
Flag Day – it is yours.
Thank you for your efforts for Denmark. Thank you for your work for freedom and peace. Thank you to your families. You have all made greater sacrifices and risked more than anyone.
I believe many think as I do: Where do you get your courage and strength from?
In the spring, I spoke with a soldier. A tank commander.
He has been deployed five times for Denmark. Most recently in Afghanistan with Task Force 12. He told me a story from there.
One day he is on patrol. There are problems with the tank's track. The track that goes around the wheels. And he climbs out of the tank to fix it.
As he is hammering on the track, he senses that something is not right. He feels he is being watched. He realizes there are two enemies. Immediately after, they start firing at the tank.
Jacob, for that is the name of the tank commander, Jacob is hit in the shoulder.
Then in the femoral artery in his thigh.
And then twice in the calf.
Under intense fire, he manages to crawl up onto the tank.
Despite massive blood loss, he fights his way to the hatch at the top of the tank. A hatch that is no more than a narrow tube.
In excruciating pain, he allows himself to drop down through the hatch. Head first so as not to be hit there as well.
Where does he get the courage from? Where does he get the strength from?
To that question, Jacob has said: If I gave up, my people would have to get out of the tank to retrieve me. And then they would have been killed.
The crew saved his life. But Jacob died. Almost.
He loses so much blood that he collapses. He cannot respond. Resuscitation is performed.
The soldier in this story is, as some of you will know, Jacob Panton.
What thoughts go through his mind when he is safe? Well, he thinks about how he forgot to bring the hammer. The hammer he had used to fix the tank's track.
Jacob. I know you are here today. I just greeted you. We will manage without the hammer. But we cannot manage without people like you.
I know that we others will never fully understand what it means to be deployed to war and disasters. Never fully. But we need to try to understand. We need to know your stories.
We must honor and recognize our deployed personnel. From you who have been in direct combat. To you who have toiled and labored and done your work behind the front lines.
Soldiers who have stood guard so others could rest in safety. Mechanics who have worked hard to keep equipment, vehicles, and aircraft ready for action. The nurse, the doctor, and the emergency responder who have assisted local authorities when diseases and natural disasters have devastated entire communities. And all of you others.
In my eyes, you are heroes. All of you.
We are not always good enough at marking this in our country. We Danes are not into grand words. Into grand gestures. Or into showing strong emotions. But sometimes it is appropriate. It is today.
We must honor our heroes.
That is why we have established a Flag Day. Today we celebrate it for the seventh time.
And that is why we have instituted a medal for international service from 1948-2009. We already have a medal for international service from 2010 onwards. The new medal thus fills a gap in our recognition of those who have been deployed for Denmark up to 2009.
We must honor our heroes. We must remember our dead. Flag Day is also a solemn occasion. It is only a few years since Denmark suffered great losses. Young people were killed. Families bear heavy grief.
This morning I had the honor of running the final distance in the Baton Run. Last night, 16 soldiers and relatives ran from Slagelse to Copenhagen to commemorate fallen and wounded comrades.
The Baton – the relay of the run – is the handle from a stretcher that was used in Afghanistan to transport soldiers. Wounded soldiers. Killed soldiers.
This morning we ran to Kastellet, where we laid flowers and lit candles at the monument for Denmark's international efforts. Thank you to the initiator of the Baton Run: Kim Thygesen. Thank you to all of you who ran along. It was a beautiful and fitting way to honor our fallen.
I have made decisions to send soldiers to war myself. It is the hardest decision of all to make.
But it is nothing compared to the decision that the deployed make. A decision to leave family, friends, and a safe life. A decision to risk their lives.
And that at an age when you have so much to look forward to. The opportunities, happiness, yes, your whole life lies wide open before you. Just think of putting it all on the line for a greater cause.
Your choice makes all the difference.
Regardless of political stance. Regardless of whether one agrees with the political decision behind it. You are deployed for Denmark. You deserve our deepest respect.
And you deserve our support when you come home again.
That is why the government will take a fresh look at what we do for veterans. Are there areas where we need to do more? Are there areas where we need to do better? I am sure there are.
We must take care of our veterans. That is the least we can do.
In the spring, I had the honor and pleasure of visiting the association Veterans' Shooters, where former deployed personnel meet and support each other. I know that several of you are here today, including Jacob. Thank you for the last time.
We spent some pleasant and educational hours in each other's company. Soldier stories were shared. More than the one I have recounted today.
It took place on May 4th. On the 70th anniversary of Denmark's liberation. For me, it was natural to spend that day with people who have defended our freedom.
A freedom that we regained 70 years ago. But which was not given to us to own forever. We must still fight for freedom and peace.
We were painfully reminded of this by the terrible act of terrorism in Copenhagen in February.
During World War II, the fight took place in the streets of Denmark. Since then, it has been in the world's hotspots.
Denmark contributes its share – and more – for a better world. We can do this because our deployed personnel give theirs.
You have the courage. You have the strength. You are Denmark's heroes.
Thank you for a fantastic effort, everyone. I wish you a good Flag Day.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Deres kongelige højheder. Kære soldater. Kære udsendte. Kære veteraner. Kære pårørende. Kære alle sammen.
I dag hylder vi de mænd og kvinder, der siden anden verdenskrig har været udsendt for Danmark. Soldater, politifolk, sygeplejersker, læger, beredskabsfolk, rådgivere og andre specialister.
Flagdagen – den er jeres.
Tak for jeres indsats for Danmark. Tak for jeres arbejde for frihed og fred. Tak til jeres familier. I har alle bragt større ofre og risikeret mere end nogen.
Jeg tror, at mange tænker som jeg: Hvor får I modet og kræfterne fra?
I foråret talte jeg med en soldat. En kampvognskommandør.
Han har været udsendt fem gange for Danmark. Senest i Afghanistan med hold 12. Han fortalte mig en historie derfra.
En dag er han på patrulje. Der er problemer med kampvognens bælte. Det bælte, der går rundt om hjulene. Og han klatrer ud af kampvognen for at udbedre det.
Da han er i gang med at hamre på bæltet, fornemmer han, at noget ikke er, som det bør være. Han føler sig observeret. Han konstaterer, at der er to fjender. Straks efter starter de beskydningen af kampvognen.
Jacob, for sådan hedder kampvognskommandøren, Jacob bliver ramt i skulderen.
Herefter i pulsåren i låret.
Og herefter to gange i læggen.
Under intens beskydning lykkes det ham at kravle op på kampvognen.
Trods massivt blodtab kæmper han sig frem til lugen øverst på kampvognen. En luge, som ikke er mere end et snævert rør.
Med umenneskelige smerter lader han sig dumpe ned gennem lugen. Med hovedet først for ikke også at blive ramt dér.
Hvor får han modet fra? Hvor får han kræfterne fra?
Til det spørgsmål har Jacob sagt: Hvis jeg gav op, måtte mine folk ud af kampvognen for at hente mig. Og så var de blevet dræbt.
Mandskabet redede livet. Men Jacob døde. Næsten.
Han mister så meget blod, at han falder om. Han kan ikke reagere. Der bliver foretaget en genoplivning.
Soldaten i denne historie er, som nogle af jer vil vide, Jacob Panton.
Hvilke tanker går gennem hovedet, da han er kommet i sikkerhed? Jo, han tænker på, at han glemte at få hammeren med. Den hammer, han havde brugt til at udbedre kampvognens bælte.
Jacob. Jeg ved, at du er her på pladsen i dag. Jeg har lige hilst på dig. Vi klarer den nok uden hammeren. Men vi klarer den ikke uden folk som dig.
Jeg ved godt, at vi andre aldrig helt vil forstå, hvad det vil sige at være udsendt til krig og katastrofer. Aldrig helt. Men vi har brug for at prøve at forstå. Vi har brug for at kende jeres historier.
Vi skal hædre og anerkende vores udsendte. Fra jer, der har været i direkte kamp. Til jer, der har slidt og slæbt og passet jeres arbejde bag frontlinjen.
Soldater, der har holdt vagt, så andre kunne hvile i sikkerhed. Mekanikere, der har knoklet for at holde materiel, køretøjer og fly klar til indsats. Sygeplejersken, lægen og beredskabsmanden eller -kvinden, der har bistået lokale myndigheder, når sygdomme og naturkatastrofer har ødelagt hele samfund. Og alle jer andre.
I mine øjne er I helte. Alle sammen.
Det er vi ikke altid gode nok til at markere her i landet. Vi danskere er ikke til store ord. Til store armbevægelser. Eller til at udvise stærke følelser. Men sommetider er det på sin plads. Det er det i dag.
Vi skal ære vores helte.
Derfor har vi indført en flagdag. I dag holder vi den for syvende gang.
Og derfor har vi indstiftet en medalje for international tjeneste fra 1948-2009. Vi har allerede en medalje for international tjeneste fra 2010 og frem. Den nye medalje dækker dermed et hul i vores anerkendelse af dem, der har været udsendt for Danmark frem til 2009.
Vi skal ære vores helte. Vi skal mindes vores døde. Flagdagen står også i alvorens tegn. Det er kun få år siden, Danmark led store tab. Unge mennesker blev dræbt. Familier bærer tunge savn.
I morges havde jeg den ære at løbe med på den sidste distance i the Baton Run. Natten til i dag har 16 soldater og pårørende løbet fra Slagelse til København for at mindes faldne og sårede kammerater.
The Baton – løbets stafet – er håndtaget fra en båre, som blev brugt i Afghanistan til at transportere soldaterne på. Sårede soldater. Dræbte soldater.
I morges løb vi til Kastellet, hvor vi lagde blomster og tændte lys ved monumentet for Danmarks internationale indsats. Tak til initiativtageren bag the Baton Run: Kim Thygesen. Tak til alle jer, der løb med. Det var en smuk og fin måde at sætte vores faldne et minde.
Jeg har selv truffet beslutninger om at sende soldater i krig. Det er den sværeste beslutning af alle at træffe.
Men den er for ingenting at regne mod den beslutning, som de udsendte træffer. En beslutning om at forlade familie, venner og et trygt liv. En beslutning om at risikere livet.
Og det i en alder, hvor I har så meget at se frem til. Mulighederne, lykken, ja hele livet ligger bredt ud foran jer. Tænk da at sætte det hele ind for en større sag.
Jeres valg gør hele forskellen.
Uanset politisk ståsted. Uanset, om man er enig i den politiske beslutning, der ligger bag. Så er I er udsendt for Danmark. I fortjener vores dybeste respekt.
Og I fortjener vores håndsrækning, når I kommer hjem igen.
Derfor vil regeringen se med friske øjne på det, vi gør for veteranerne. Er der steder, hvor vi skal gøre noget mere? Er der steder, hvor vi skal gøre noget bedre? Det er jeg sikker på, der er.
Vi skal tage vare på vores veteraner. Det manglede bare.
I foråret havde jeg den ære og glæde at besøge foreningen Veteranskytterne, hvor tidligere udsendte mødes og støtter hinanden. Jeg ved, at flere af jer er her på pladsen, blandt andet Jacob. Tak for sidst.
Vi tilbragte nogle hyggelige og lærerige timer i hinandens selskab. Der blev fortalt soldaterhistorier. Også flere end den, jeg har fortalt videre i dag.
Det foregik den 4. maj. På 70-årsdagen for Danmarks befrielse. For mig var det naturligt at tilbringe den dag med mennesker, der har forsvaret vores frihed.
En frihed, vi nok genvandt for 70 år siden. Men som ikke blev os givet til evigt eje. Vi må stadig kæmpe for frihed og fred.
Det blev vi smerteligt mindet om ved den frygtelige terrorhandling i København i februar.
Under anden verdenskrig foregik kampen i Danmarks gader. Siden har den stået i verdens brændpunkter.
Danmark yder sit – og mere til – for en bedre verden. Det kan vi gøre, fordi vores udsendte yder deres.
I har modet. I har kræfterne. I er Danmarks helte.
Tak for en fantastisk indsats alle sammen. Jeg ønsker jer en god flagdag.