The Prime Minister's speech at the apology event regarding the spiral case on September 24, 2025.
Mette Frederiksen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Frederiksen delivered a formal state apology to Greenlandic women forcibly fitted with IUDs from the 1960s onward, at a commemoration event on September 24, 2025.
- Main themes
- Official apology for the spiral/IUD case, bodily autonomy and consent, systematic discrimination against Greenlandic women, historical injustice, Denmark-Greenland relations, trauma and suffering of victims, colonial legacy, acknowledgment and accountability, reconciliation and shared future, reproductive rights
- Duration
- ~7 min
- Words
- 825
- Sentences
- 107
- Readability
- 66
- Grade
- 5.1
- Syntax
- 2.12
- Vocabulary
- 2.09
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other107 sentences in 84 paragraphs
Dear everyone.
Today is a special day.
We are going to put words to a betrayal that had significant consequences for Greenlandic girls and women.
Some of you are present here today.
You are among the thousands of Greenlandic girls and women who, from the 1960s onwards, were given an IUD.
Many of you against your will.
* * *
Naja Lyberth, you were only 14 years old when you had an IUD inserted.
An IUD that was designed for women who had given birth.
You have said that it felt like having knives inside you. That the state took your virginity.
And even though you saw how the girls in your class were called in to see the doctor one by one, you were too ashamed to share it with each other.
* * *
Hedvig Frederiksen, you have told that it was the headmistress at your dormitory who sent you to the doctor.
In the waiting room, you saw how the girls came out crying one by one.
You have said that you were scared. That you didn’t know what was going to happen.
What happened on the doctor's examination table, you have repressed.
But you remember the suffocating silence in the dormitory at night.
And the intense pain that followed you for several years afterwards.
Here, more than 50 years later, you still find it difficult to talk about it.
I understand that well.
Thank you for sharing your story anyway. It is an important testimony.
* * *
A third of you, Elisa Christiansen, has rightly asked:
Where were the health authorities?
Where was the state?
Where were the adults who were supposed to take care of me?
The reality was that the society that was supposed to protect you.
Did you harm.
Many of you have said that you have carried the pain with you your whole life. The feeling of guilt and shame.
That you lost trust in other people.
Many of you have lived with physical and mental issues.
And some of you completely lost the ability to have children.
I can hardly imagine anything more tragic.
* * *
What was taken from you back then was something fundamentally important.
And something that no – no! – girl or woman should be deprived of.
Namely, the right to decide over her own body.
And here lies a glaring paradox.
For most of us, contraception is a sign of freedom. Especially for us women.
The opportunity to avoid unwanted pregnancies.
But for some of you, it instead became unfreedom.
What you were subjected to was an injustice.
It was systematic discrimination. Because you were Greenlanders.
And that was wrong.
* * *
Some may ask: Why apologize for something that happened more than 50 years ago?
What does it even mean?
Contraception without consent. Contraception intended for adult women, but used on a child's body. Is wrong.
That is what we are marking today.
An apology cannot change what has happened.
It cannot remove the pain that each of you has experienced.
And it cannot give you back what you have lost.
But it is an acknowledgment that what you were subjected to was a betrayal. And now we take the responsibility off your shoulders.
Many of you have fought for years.
For justice.
For us to listen.
And to take responsibility.
We do that now. Denmark and Greenland together.
* * *
The IUD case is a chapter in our shared history that should never have been written.
Unfortunately, we know that it does not stand alone.
That our shared past contains other stories. About systematic discrimination. And lack of respect.
Today we apologize to you whom it has affected.
The ugly sides of history should not be hidden away.
On the contrary.
Our past is shared. For better and for worse.
And I do not believe that we can achieve the equal and decent relationship with each other that we desire if we do not dare to open the dark chapters as well.
Therefore, the apology we give today is not only about the past.
It is about our present. About our shared future.
And about the mutual trust that must exist between us.
So when we stand here together today. Jens-Frederik and I. It is with a shared promise.
That we will work together for a new era. With more respect. More equality. More togetherness.
For your sake. And for future generations.
* * *
It is said that if you silence a ghost, it grows larger.
For far too many years, we closed our eyes.
We do not do that anymore.
Dear women. Dear families. Dear Greenland.
Today, there is only one right thing to say to you.
I’m sorry.
I’m sorry for the injustice that was committed against you. Because you were Greenlanders.
I’m sorry for what was taken from you.
And for the pain it caused.
On behalf of Denmark. I’m sorry.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Kære alle sammen.
I dag er en særlig dag.
Vi skal sætte ord på et svigt, der fik store konsekvenser for grønlandske piger og kvinder.
Nogle af jer er til stede her i dag.
I er blandt de tusindvis af grønlandske piger og kvinder, der fra 1960’erne og frem fik spiral.
Mange af jer mod jeres vilje.
* * *
Naja Lyberth, du var kun 14 år gammel, da du fik sat en spiral op.
En spiral, der var designet til kvinder, der havde født.
Du har fortalt, at det var ligesom at have knive inde i sig. At staten tog din mødom.
Og selvom du så, hvordan pigerne i din klasse på skift blev kaldt ind til lægen. Så var I for skamfulde til at dele det med hinanden.
* * *
Hedvig Frederiksen, du har fortalt, at det var forstanderinden på dit kollegium, der sendte dig til lægen.
I venteværelset så du, hvordan pigerne én efter én kom grædende ud.
Du har fortalt, at du var bange. At du ikke vidste, hvad der skulle ske.
Hvad der skete på lægens briks, har du fortrængt.
Men du husker den knugende stilhed på sovesalen om aftenen.
Og de intense smerter, som fulgte dig i flere år efter.
Her, mere end 50 år senere. Har du stadig svært ved at tale om det.
Det forstår jeg godt.
Tak for at du alligevel har delt din historie. Den er et vigtigt vidnesbyrd.
* * *
En tredje af jer. Elisa Christiansen. Har med rette spurgt:
Hvor var sundhedsmyndighederne?
Hvor var staten?
Hvor var de voksne mennesker, der skulle passe på mig?
Virkeligheden var, at det samfund, der skulle beskytte jer.
Det gjorde jer fortræd.
Flere af jer har fortalt, at I har båret smerten med jer hele livet. Følelsen af skyld og skam.
At I mistede tilliden til andre mennesker.
Mange af jer har levet med fysiske og psykiske gener.
Og nogle af jer mistede helt evnen til at få børn.
Jeg kan nærmest ikke forestille mig noget mere ulykkeligt.
* * *
Det, man tog fra jer dengang, var noget helt fundamentalt.
Og noget, som ingen – ingen! – piger eller kvinder burde fratages.
Nemlig retten til at bestemme over sin egen krop.
Og her et larmende paradoks.
Prævention er for de fleste af os et tegn på frihed. Især for os kvinder.
Muligheden for at undgå uønskede graviditeter.
Men for nogle af jer blev det i stedet ufrihed.
Det, I var udsat for, var en uret.
Det var systematisk forskelsbehandling. Fordi I var grønlændere.
Og det var forkert.
* * *
Nogle vil måske spørge: Hvorfor undskylde for noget, der er sket for mere end 50 år.
Hvad betyder det overhovedet?
Prævention uden samtykke. Prævention beregnet til voksne kvinder, men brugt på barnets krop. Er forkert.
Det er det, vi markerer i dag.
En undskyldning kan ikke ændre på det, der er sket.
Den kan ikke fjerne den smerte, I hver især har oplevet.
Og den kan ikke give jer det tilbage, som I har mistet.
Men den er en anerkendelse af. At det, I var udsat for, var et svigt. Og nu tager vi ansvaret fra jeres skuldre.
Mange af jer har kæmpet i flere år.
For retfærdighed.
For at vi skulle lytte.
Og tage ansvaret på os.
Det gør vi nu. Danmark og Grønland i fællesskab.
* * *
Spiralsagen er et kapitel i vores fælles historie, som aldrig skulle have være skrevet.
Vi ved desværre, at den ikke står alene.
At vores fælles fortid rummer andre historier. Om systematisk forskelsbehandling. Og manglende respekt.
I dag siger vi undskyld til jer, det er gået ud over.
De grimme sider af historien skal ikke gemmes væk.
Tværtimod.
Vores fortid er fælles. På godt og på ondt.
Og jeg tror ikke, at vi kan få det ligeværdige og ordentlige forhold til hinanden, som vi ønsker, hvis ikke vi tør at åbne også de mørke kapitler.
Derfor handler den undskyldning, vi giver i dag, ikke kun om fortiden.
Den handler om vores nutid. Om vores fælles fremtid.
Og om den gensidige tillid, der skal være imellem os.
Så når vi står her sammen i dag. Jens-Frederik og jeg. Så er det med et fælles løfte.
At vi sammen vil arbejde for en ny tid. Med mere respekt. Mere ligeværdighed. Mere samhørighed.
For jeres skyld. Og for kommende generationer.
* * *
Det siges, at hvis man fortier et spøgelse, vokser det sig større.
I alt for mange år lukkede vi øjnene.
Det gør vi ikke længere.
Kære kvinder. Kære familier. Kære Grønland.
I dag er der kun en rigtig ting at sige til jer.
Undskyld.
Undskyld for den uret, der blev begået mod jer. Fordi I var grønlændere.
Undskyld for det, der blev taget fra jer.
Og for den smerte, det forvoldte.
På vegne af Danmark. Undskyld.