The Prime Minister's speech on the 80th anniversary of Denmark's liberation.
Mette Frederiksen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Frederiksen addressed a ceremony on May 4, 2025, marking the 80th anniversary of Denmark's liberation from Nazi occupation, honoring surviving resistance fighters.
- Main themes
- Liberation anniversary commemoration, Danish resistance fighters, freedom and democracy, World War II memory, sacrifice and bravery, Nazi occupation, Ukraine and modern European security, tyranny and appeasement, Holocaust remembrance, Bornholm occupation, collective responsibility, defending democracy
- Duration
- ~8 min
- Words
- 969
- Sentences
- 99
- Readability
- 67
- Grade
- 5.6
- Syntax
- 2.26
- Vocabulary
- 2.21
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other99 sentences in 70 paragraphs
It is said that a single person can change the course of history.
So it was 80 years ago.
Here in the ground beneath us rest some of the bravest men and women in Denmark's history.
One of them is Christian Ulrik Hansen.
He was only 22 years old when he was taken by the Gestapo. On June 23, 1944, he was executed just a few meters from here.
He went to his death without fear and without regret.
In his farewell letter, he wrote:
"When one is young like me and loves life, it is heavy to say goodbye. Heavy to say goodbye to the girl one loves, the dear ones at home, and friends.
It is heavy, but far from meaningless. […] We are all still soldiers at the front – we have all chosen to fight here with our lives at stake, for we know that is freedom, truth, and justice."
* * *
Your Majesties.
Your Royal Highnesses.
Your Excellencies.
Dear freedom fighters.
Dear families.
Dear volunteers.
And dear all of you who are watching.
Tonight we honor the brave Danes who took up the fight against the occupying power.
Not many are left.
But some of you are fortunately with us tonight.
It is with heartfelt gratitude that we honor you and your comrades from that time.
You are our last witnesses to a time that has defined Denmark up to today.
Danish freedom fighters were few in number.
But in significance, you were the most important.
Many were so young that you had not even been granted the right to vote.
What you had in common was your love for the homeland. And what you had in common was your will to defend the Danes and democracy against the Nazis and oppression.
Some sabotaged railways or distributed weapons. Others produced illegal newspapers from attics and basements. Or gathered military intelligence.
And Danish sailors sailed under allied flags and brought vital supplies across the Atlantic.
British Field Marshal Montgomery called your efforts "second to none."
That Denmark could take its place in the free world after the war is your achievement.
And it is an honor to be able to look you in the eye. And on behalf of the Danish people, to say to you a heartfelt thank you.
* * *
For 80 years, May 4 has been an important evening for us Danes.
We light candles in our windows and celebrate Denmark's liberation after the five cursed years.
We sing along to "Always brave when you go" and while we remember the heroes who gave their lives so that the rest of us can live ours in freedom. Then the lark rises.
We retell the story to our children and to our grandchildren and shudder at the thought of the evil that was then overcome.
And we send our thoughts to Bornholm, which 80 years ago experienced yet another harsh chapter of the war.
While the rest of the country celebrated in the euphoric May days of '45, the Soviet bombs fell over Nexø and Rønne.
Bornholm remained occupied for almost a whole year thereafter.
The rest of Denmark owes it to not forget.
* * *
And in general, we must not forget.
The Holocaust stands as a monument of shame in modern European history. It tells us how wrong it can go when undemocratic forces are allowed to win over the rest of us.
Few events have had as decisive an impact on us Danes as World War II.
It is a story that we will never finish writing.
Because it is our country's and it is Europe's story.
And this year it has a special resonance.
For all of us born after the war, a peaceful and secure Denmark has almost seemed like something given by nature. Our freedom as something inalienable.
We now see that this is not true.
War has returned to Europe. We can no longer think as if we are in peacetime.
Today it is the Ukrainians who are fighting our freedom struggle. They are fighting for themselves and for Europe. For a free and democratic tomorrow.
And if there is one thing history has taught us.
It is that tyranny must never win. That appeasement is wrong. That a country must want to defend itself. That we can never trust tyrants.
That we must always have the will to defend our freedom. Our country. Our Denmark.
* * *
May 4 is the story of your bravery. Of resilience. And willpower.
Under every gravestone here, there is a name of a person who made a choice.
History is not written in advance. It is not today either.
Dear freedom fighters.
You are our proof that we all have a responsibility. And that all people have the opportunity to change the course of history.
It is your generation that built the world order on which Denmark's security has rested for now a generation.
But now that very foundation is shaking. We stand again at a moment of destiny.
Let us use May 4 as a testament that we can overcome even the darkest times.
That is the legacy we must lift and carry forward.
For we know that is freedom, truth, and justice.
* * *
And even though it is raining, I will allow myself to conclude where I began. With Christian Ulrik Hansen.
To his parents, he wrote – just a few hours before his execution:
"In two hours, the sun will rise. Then the shots will ring out across the country. The grass weeps dew, but look, the sun rises and kisses the dew and the grass. And at home in the garden, the flowers open their fragrant calyxes. The rose rejoices. Look, the sun rises."
Thank you for your attention.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Det siges, at et enkelt menneske kan ændre historiens gang.
Sådan var det også for 80 år siden.
Her i jorden under os hviler nogle af de tapreste mænd og kvinder i Danmarks historie.
En af dem er Christian Ulrik Hansen.
Han var bare 22 år gammel, da han blev taget af Gestapo. Den 23. juni 1944 blev han henrettet få meter herfra.
Han gik i døden uden frygt og uden fortrydelse.
I sit afskedsbrev skrev han:
”Når man som jeg er ung og elsker livet, er det tungt at sige farvel. Tungt at sige farvel til den pige, man holder af, de kære derhjemme og vennerne.
Det er tungt, men langtfra meningsløst. […] Vi er alle endnu soldater ved fronten – vi har alle valgt at kæmpe her med livet som indsats, for det ved vi er frihed, sandhed og ret.”
* * *
Deres Majestæter.
Deres Kongelige Højheder.
Deres Excellencer.
Kære frihedskæmpere.
Kære familier.
Kære frivillige.
Og kære alle jer, der ser med.
I aften hylder vi de modige danskere, der tog kampen op mod besættelsesmagten.
Ikke mange er tilbage.
Men nogle af jer er heldigvis med os i aften.
Det er med hjertets taknemmelighed, at vi i aften ærer jer og jeres kammerater fra dengang.
I er vores sidste vidner til en tid, som har defineret Danmark helt frem til i dag.
Danske frihedskæmpere var få i antal.
Men i betydning var I de vigtigste.
Mange var så unge, at I ikke engang havde fået stemmeret.
Fælles for jer var jeres kærlighed til fædrelandet. Og fælles var jeres vilje til at forsvare danskerne og demokratiet mod nazisterne og undertrykkelsen.
Nogle saboterede jernbaner eller distribuerede våben. Andre producerede illegale blade fra loftrum og kælderlokaler. Eller indsamlede militære efterretninger.
Og danske søfolk sejlede under allieret flag og hentede vigtige forsyninger over Atlanten.
Den britiske feltmarskal Montgomery kaldte jeres indsats ”second to none”.
At Danmark efter krigen kunne tage plads i den frie verden. Det er jeres fortjeneste.
Og det er en ære at kunne se jer i øjnene. Og på vegne af den danske befolkning og sige jer dybfølt tak.
* * *
I 80 år har 4. maj været en vigtig aften for os danskere.
Vi sætter lys i vores vinduer og fejrer Danmarks befrielse efter de fem forbandede år.
Vi synger med på ”Altid frejdig, når du går” og mens vi mindes heltene, der gav deres liv for, at vi andre kan leve vores i frihed. Så letter lærken.
Vi genfortæller historien til vores børn og til vores børnebørn og gyser ved tanken om den ondskab, der dengang blev overvundet.
Og vi sender vores tanker til Bornholm, som for 80 år siden oplevede endnu et barsk kapitel af krigen.
Mens resten af landet festede i de euforiske majdage i ’45, der faldt de sovjetiske bomber over Nexø og Rønne.
Bornholm forblev besat i næsten et helt år derefter.
Det skylder resten af Danmark ikke at glemme.
* * *
Og i det hele taget må vi ikke glemme.
Holocaust står som en skamstøtte i moderne europæisk historie. Der fortæller os, hvor galt det kan gå, når udemokratiske kræfter får lov at vinde over os andre.
Få begivenheder har haft så afgørende en betydning for os danskere som Anden Verdenskrig.
Det er en historie, som vi aldrig bliver færdige med at skrive.
Fordi det er vores lands og det er Europas historie.
Og i år har den en særlig klang.
For alle os, der er født efter krigen, har et fredeligt og sikkert Danmark nærmest virket som noget naturgivent. Vores frihed som noget umisteligt.
Det ser vi nu, ikke er sandt.
Krigen er tilbage i Europa. Vi kan ikke længere tænke, som om vi er i fredstid.
I dag er det Ukrainerne, der kæmper vores frihedskamp. De kæmper for sig selv og for Europa. For en fri og demokratisk dag af i morgen.
Og er der én ting, historien har lært os.
Så er det, at uret aldrig må vinde. At eftergivenhed er forkert. At et land skal ville forsvare sig selv. At vi aldrig kan stole på tyranner.
At vi altid må have viljen til at forsvare vores frihed. Vores land. Vores Danmark.
* * *
4. maj er fortællingen om jeres tapperhed. Om modstandskraft. Og viljestyrke.
Under enhver gravsten her, er der et navn på et menneske, der traf et valg.
Historien er ikke skrevet på forhånd. Det er den heller ikke i dag.
Kære frihedskæmpere.
I er vores beviser på, at vi alle har et ansvar. Og at alle mennesker har muligheden for at ændre historiens gang.
Det er jeres generation, der opbyggede den verdensorden, som Danmarks sikkerhed har hvilet på i nu en menneskealder.
Men nu rystes netop det fundament. Vi står igen i en skæbnestund.
Lad os bruge 4. maj som et vidnesbyrd om, at vi kan overvinde selv de mørkeste tider.
Det er den arv, vi må løfte og bære videre.
For det ved vi, er frihed, sandhed og ret.
* * *
Og selvom det regner vil jeg tillade mig at slutte, hvor jeg begyndte. Med Christian Ulrik Hansen.
Til sine forældre skrev han – få timer før sin henrettelse:
”Om to timer står solen op. Så knalder skuddene ud over landet. Græsset græder dug, men se, solen står op og kysser duggen og græsset. Og hjemme i haven åbner blomsterne deres duftende kalke. Rosen glæder. Se solen står op.”
Tak for ordet.