Prime Minister Mette Frederiksen's speech on International Women's Day, March 8, 2021.
Mette Frederiksen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Frederiksen addressed a digital International Women's Day event on March 8, 2021, reflecting on landmark Danish equality reforms including the new consent law.
- Main themes
- Women's rights and equality, consent law and rape legislation reform, sexism and sexual harassment, cultural change, abuse of power, Sofie Linde's call to action, gender-based violence, immigrant communities and social control, government responsibility, solidarity among women
- Duration
- ~6 min
- Words
- 726
- Sentences
- 77
- Readability
- 60
- Grade
- 7.1
- Syntax
- 2.25
- Vocabulary
- 1.95
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other77 sentences in 46 paragraphs
Last year – March 8 – KVINFO invited to a fantastic celebration.
But that did not happen.
I had my speech ready. And some might get the idea that I have just taken the speech from last year and am delivering it now?
But that is not the case at all. It simply does not work. Fortunately.
Because far too much has happened since last year.
The agenda has become completely different in Denmark.
And I am not thinking about the pandemic. I am not thinking about the fact that we have to meet digitally. And that the video you are watching now was recorded a few days ago.
Instead, I am thinking about the enormous strides we have taken in the fight for women's rights. In the fight for a more equal Denmark.
We are currently in the midst of a defining cultural battle. A fundamental change. A conquest of the future.
First of all, it has finally been successful – to improve the legal protection for victims of rape.
Sex must always be based on consent. Imagine that this has not been a given in Denmark before.
Now it is law.
The consent law is a milestone in equality.
A completely different view of rape.
And the starting signal for a necessary cultural change.
And that leads me to another significant step that has been taken in the past year. The one that has taken up the most space. And which I will spend the rest of my speaking time on this evening – namely the issue of violations and sexism.
For me, the entire process since Sofie Linde's call to action has prompted reflection and self-examination.
I have been in politics since I was 15 years old. And I am neither deaf nor blind.
I – and we – should have initiated the necessary cultural change ourselves. Instead, it was Sofie Linde.
Thank you for that.
And to you hundreds of brave women who took the baton further in the media industry and in politics, often at great personal cost – to you, I can only say:
Thank you. Well done.
You are paving the way for the many girls and women across Denmark, in all kinds of workplaces – restaurants, hotels, construction sites, hospitals – who experience the same violations but do not have the same megaphone.
The culture must change.
Away from violations. Discrimination. Abuse of power.
Towards equality and justice.
For that is the point here. It is not about whether there should be room for flirting. Or for compliments. From man to woman and from woman to man. It is about power. And about power that can be abused.
Dear everyone. Perhaps the most important thing in this debate is that we are finally moving away from the idea that it is the individual girl or woman who must fight the battle alone.
Towards a culture that we share. Where violated behavior is not tolerated.
And where everyone takes part of the responsibility.
I will take my share of the responsibility. As party leader. As prime minister.
The government will take our shared responsibility seriously.
We are in discussions with employers and the trade union movement.
Also about whether the current legislation against sexual harassment is sufficient.
If it is not, we will change it.
The fight for justice will never be over.
This also applies to the many other important agendas that we are nowhere near having solved.
Violence. Social control. The freedom struggle that many brave women are fighting in immigrant communities. They certainly deserve to be mentioned. And to feel our solidarity.
The fight for justice must never become the struggle of the individual person.
The fight must be ours – together.
If we can move legislation as far as we have succeeded in the area of rape. If we can shift the culture as much as it is being shifted in these years. Then we can and must also combat the problems that exist in some immigrant communities.
Even though we are right now each at home in our living rooms.
Have a fantastic March 8, everyone.
And shall we not promise each other that next year we will hold the fantastic celebration that we now owe for the second year in a row?
There is much to celebrate.
I am looking forward to it.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Sidste år – 8. marts – havde KVINFO inviteret til et brag af en fest.
Men sådan blev det ikke.
Jeg havde ellers min tale klar. Og nogen kunne måske få den idé, at jeg bare har taget talen frem fra sidste år og holder den nu?
Men det er overhovedet ikke tilfældet. Det går slet ikke. Heldigvis.
For der er sket alt for meget siden sidste år.
Dagsordenen er blevet fuldstændig anderledes i Danmark.
Og her tænker jeg ikke på pandemien. Jeg tænker heller ikke på, at vi må mødes digitalt. Og at den video, I ser nu, er optaget for et par dage siden.
Jeg tænker derimod på de kæmpestore skridt, vi har taget i kvindekampen. I kampen for et mere ligestillet Danmark.
Vi står lige nu midt i en skelsættende kulturkamp. En fundamental forandring. En erobring af fremtiden.
For det første er det lykkedes – endelig – at forbedre retssikkerheden for voldtægtsofre.
Sex skal altid være baseret på samtykke. Tænk, at det ikke har været en selvfølge i Danmark før.
Nu er det lov.
Samtykkeloven er en milepæl i ligestillingen.
Et helt andet syn på voldtægt.
Og startskuddet til en nødvendig kulturændring.
Og det leder mig over til et andet stort skridt, der er taget det seneste år. Det, som har fyldt allermest. Og som jeg vil bruge resten af mine taletid på i aften – nemlig spørgsmålet om krænkelser og sexisme.
For mig har hele forløbet siden Sofie Lindes opråb givet anledning til eftertanke og til selvrefleksion.
Jeg har været i politik, siden jeg var 15 år. Og jeg er hverken døv eller blind.
Jeg – og vi – burde selv have sat den nødvendige kulturforandring i gang. Nu blev det i stedet Sofie Linde.
Tak for det.
Og til jer hundredevis af modige kvinder, der tog stafetten videre i mediebranchen og i politik, ofte med store personlige omkostninger – til jer er der bare at sige:
Tak. Det er godt gået.
I baner vejen for de mange piger og kvinder over hele Danmark, på alle slags arbejdspladser – restauranter, hoteller, skurvogne, sygehuse – som oplever de samme krænkelser, men ikke har den samme megafon.
Kulturen skal forandres.
Væk fra krænkelser. Forskelsbehandling. Magtmisbrug.
Hen mod ligeværd og retfærdighed.
For det er jo pointen her. Det handler ikke, om der skal være plads til flirt. Eller til komplimenter. Fra mand til kvinde og fra kvinde til mand. Det handler om magt. Og om magt, der kan misbruges.
Kære alle. Det måske vigtigste i denne debat er, at vi omsider er på vej væk fra, at det er den enkelte pige eller den enkelte kvinde, der må tage kampen selv.
Til en kultur, vi er fælles om. Hvor krænkede adfærd ikke tolereres.
Og hvor alle påtager sig en del af ansvaret.
Jeg vil selv tage min del af ansvaret. Som partileder. Som statsminister.
Regeringen vil tage vores medansvar alvorligt.
Vi er i gang med drøftelser med arbejdsgiverne og fagbevægelsen.
Også om hvorvidt den nuværende lovgivning mod seksuel chikane er tilstrækkelig.
Hvis den ikke er det. Skal vi ændre den.
Kampen for retfærdighed bliver vi aldrig færdige med.
Det gælder også de mange andre vigtige dagsordener, som vi ikke er i nærheden af at have løst.
Vold. Social kontrol. Den frihedskamp, som mange modige kvinder udkæmper i indvandrermiljøer. I fortjener i den grad at blive nævnt. Og mærke vi andres solidaritet.
Kampen for retfærdighed må aldrig blive det enkelte menneskes kamp.
Kampen skal være vores – i fællesskab.
Hvis vi kan flytte lovgivning så langt, som det er lykkedes os på voldtægtsområdet. Hvis vi kan flytte kulturen så meget, som den flyttes i de her år. Så både kan og skal vi bekæmpe de problemer, der er i nogle indvandrermiljøer.
Også selvom vi lige nu er hver for sig hjemme i vores stuer.
Hav en fantastisk 8. marts, alle sammen.
Og skal vi ikke love hinanden, at til næste år holder vi det brag af en fest, som vi nu har til gode for andet år i træk?
Der er meget at fejre.
Jeg glæder mig.