Prime Minister Anders Fogh Rasmussen's speech at the Danish annual meeting in Flensburg on Sunday, June 2, 2002.
Anders Fogh Rasmussen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Rasmussen addressed the Danish annual meeting in Flensburg on June 2, 2002, affirming the Danish government's support for the Danish minority in South Schleswig, Germany.
- Main themes
- Danish minority in South Schleswig, Danish identity and culture, cross-border community ties, Denmark-Germany relations, support for minority schools and institutions, bridge-building between nations, meaning of Danishness, cultural belonging
- Duration
- ~16 min
- Words
- 1,926
- Sentences
- 101
- Readability
- 56
- Grade
- 9.8
- Syntax
- 2.87
- Vocabulary
- 2.09
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other101 sentences in 47 paragraphs
Dear annual meeting participants,
It is a great pleasure for my wife and me to be here today and to convey a warm greeting from the Danish government.
The annual meetings in South Schleswig are always a welcome opportunity for Danes from the north to meet with the Danish minority. It is an impressive event: the many meetings on Friday and Saturday throughout the region and then the three large outdoor meetings on Sunday here in Flensburg, in Schleswig, and in Tönning. Taken together, it is the largest annual Danish folk festival that we know today.
It provides an excellent opportunity for contact across the border between people. And the annual meetings are a testament to the fact that you are a very visible minority.
The annual meetings are festive gatherings. But there is also an everyday life. Here, the Danish minority encompasses a wide range with the many schools, kindergartens, associations, the church, and political activities in the region. We are impressed by the many activities that unfold within these frameworks. It shows great commitment and close solidarity, and it demonstrates the close connection that exists between Denmark and the Danish minority.
However, the connection across the border is also nurtured by the Danes who come from the north and take on a task down here, and – not least – by the many young South Schleswig residents who choose to pursue an education in Denmark.
You are helping to build a bridge between Danish and German in the border region and thus between Denmark and Germany.
Some of you are also bridge builders by virtue of your good language skills and knowledge of the societal conditions in our two countries. This is beneficial for both Danish and German businesses and the contact between our public institutions.
Before the election last autumn, I had the opportunity to visit Flensburg and speak with several representatives of the Danish minority. On that occasion, I expressed that a government under my leadership would feel obligated to the Danish work in South Schleswig and continue the support here. As Danish Prime Minister, I am pleased today to confirm this commitment in a larger circle.
At the same time, I would like to emphasize that there is broad political consensus in Denmark to support the Danish minority. There are several reasons for this. There are the common roots – both historically and culturally – that go back a long way.
In addition, we in Denmark are happy – and not a little proud – that there lives a population south of our national border that, in various ways, still feels strongly connected to Denmark. It is no given after so many years – and in an international age. We are well aware that there are different conditions that apply when living as a Dane in a German everyday life. Here, one can be confronted daily with one’s choice. Therefore, we, who come from the north, should not question your Danishness and connection to the Danish. It is your own matter to find the right answers to that.
What is it, then, to be Danish?
One might say that one is Danish when one has a Danish passport and citizenship in the kingdom, and one might say that one is Danish when one has a special affiliation to Denmark and Danish culture. Many, of course, have both. But I will view Danishness as a matter of the heart, not as a legal matter.
A matter of the heart is what one’s heart is attached to. It is what deeply moves one and shapes one in countless ways. And of course, one is shaped by one’s home. This applies to our personal home, and it applies to the culture in which we feel at home. It may well be that our home pales in comparison to other homes in many respects, but it is still our home, where we belong.
And even if one day one might move away from home and gain access to other homes and perhaps also feel at home elsewhere, there is often one home that retains a special position.
One way to answer the question of what it is to be Danish is that one feels at home in Danish culture, wherever one may live.
Danish culture? Now, there may be some who will say that everything we have, we have largely received from outside. Is there really anything that can be called 100% Danish? The cultural critic Poul Henningsen emphasized that our culture is international and declared that:
there is no Danish style, only retelling.
But the crucial thing is not to find out who and which nation has the 'copyright' to this or that, but that it has found its special position, its special form, and has received its special imprint in our home.
It also applies that we have homes in several contexts – one often has one’s close family, one’s parents and siblings, and then one has family further out. It is the same in relation to Danish culture; we are part of and have a home in a larger Western European cultural sphere, and we also have our place among all the nations of the world.
It is important to hold on to this. Our home must not turn its back on the world, and a home must not forget that there are communities that, so to speak, go beyond 'the four walls of the home.'
To belong is not to shut oneself in, either in fear or self-satisfaction!
A good home, and this also applies to the national home, must be an open home that knows it lives from the connection with the outside world.
This is the case for Denmark and all other nations. We are part of the world, and the world is part of us. We experience this especially in these times, which are characterized by the complex process known as globalization.
This means, among other things, that the world has simultaneously become much smaller and much larger.
Smaller because we have the whole world with us, its products, events, and trends in one form or another. And larger because it is the whole world with all its products, events, and trends that also affects us and our daily lives in one form or another.
This is a situation that calls for cooperation, not just for the exchange of courtesies and ordinary friendships, but for a committed cooperation that can withstand difficult tasks.
We cannot close our home to the world, for the world is knocking, and the home is not an island where we can choose to break all bridges to the mainland.
I also do not believe that there needs to be any contradiction between being a homebody and a citizen of the world. If one understands a homebody as a person who loves their home, and a citizen of the world as one who is oriented towards the world, then there is a good connection.
For the home is in the world, and in the world, there is home.
We must work together in cross-border communities to safeguard our borders; we must give up independence to gain independence; we must recognize and act on the fact that we live together with others in order to also live freely and well ourselves.
We do not have a choice between home and the world, between Denmark and the rest of the world; we have the choice between participating in the world and shaping it or sitting with our hands in our laps and letting it come to us.
I have no doubt that we should choose the former. H.C. Andersen writes about Denmark in one of our most famous and lovely homeland songs:
...
there I have my home, there I have my roots,
from there my world goes
...' (Folkehøjskolens Sangbog 154)
* * *
The Danish minority today is an example of how a national minority can be nourished by its own values of life – in this case, the Danish – without coming into conflict with the surrounding society. In doing so, it contributes – together with the German minority in Southern Jutland – significantly to the peaceful development that has characterized the border region for many years.
I had the opportunity to touch on this topic, among other things, when the German Federal President, Johannes Rau, recently visited Denmark. We both rejoiced at the good neighborliness across the border and at the good relationship between minorities and majorities on each side of the border. It is a sign of this good coexistence that we can today at this annual meeting celebrate the presence of the Minister-President of Schleswig-Holstein, Mrs. Heide Simonis, and representatives from the Flensburg city council.
The relationship with Germany has always been of central importance to Denmark. Since the establishment of the Federal Republic in 1949, we have come closer to each other. The general cooperation – first in Western Europe and now in a larger Europe – has contributed to this. But our common membership in NATO and the EU has also meant that there is very close contact between our two countries and that we have common interests in many areas. We are, among other things, witnessing Danish and German soldiers on joint peacekeeping missions. We share a common desire to strengthen the Baltic Sea cooperation and development in the entire region.
An important piece in the development of this cooperation pattern was the establishment of the Danish-German minority arrangement. I am thinking here of the Copenhagen-Bonn declarations in 1955 regarding the rights of the two minorities. It was a trust-building measure. Together with the other initiatives, it has significantly contributed to the peaceful development that we have witnessed in the border region.
This is also part of the baggage that Denmark brings with it when we take over the presidency of the EU on July 1 of this year.
As the presiding country, it is Denmark that for half a year will set the agenda in the EU, be the driving force in negotiations, and create the necessary compromises that can bridge the different positions. We must – so to speak – be the EU’s face outward. This is a very extensive task. The task will not be made easier by the hope that under Denmark's presidency, it will be possible to conclude negotiations on the admission of up to 10 new countries.
The criteria for becoming a member of the EU were established at the EU summit in Copenhagen in 1993. Among them is also the protection of minorities. As the presiding country, it is a great strength that we can refer to the development in Southern Jutland and South Schleswig in this context. The Danish-German minority arrangement has created good conditions for the activities of our respective minorities. It is a good example that one can achieve peaceful coexistence if goodwill is present from all sides.
The annual meetings in South Schleswig are good proof that the Danish minority continues to thrive and enjoys great attention both in Denmark and in the surrounding German society. Therefore, the annual meetings also have a significance that extends beyond South Schleswig. They are a signal to other national minorities and population groups that under the right conditions, strong and sustainable solutions can be found.
With these words, I would like to send the best wishes on behalf of the Danish government for the Danish work in South Schleswig and wish each of you good luck in the future.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Kære årsmødedeltagere,
Det er en meget stor glæde for min kone og mig at være til stede her i dag og overbringe jer en varm hilsen fra den danske regering.
Årsmøderne i Sydslesvig er altid en kærkommen lejlighed til, at danske nordfra mødes med det danske mindretal. Det er et imponerende arrangement: de mange møder fredag og lørdag over hele landsdelen og så de tre store friluftsmøder om søndagen her i Flensborg, i Slesvig og i Tønning. Set under ét er det den største årlige danske folkefest, som vi kender i dag.
Det giver en glimrende mulighed for kontakt hen over grænsen mennesker imellem. Og årsmøderne er et vidnesbyrd om, at I er et meget synligt mindretal.
Årsmøderne er festligt samvær. Men der er også en hverdag. Her favner det danske mindretal vidt med de mange skoler, børnehaver, foreninger, kirken og det politiske virke i landsdelen. Vi er imponerede over de mange aktiviteter, der udfolder sig inden for disse rammer. Det viser et stort engagement og et tæt sammenhold, og det viser den nære forbindelse, der er mellem Danmark og det danske mindretal.
Forbindelsen hen over grænsen næres imidlertid også af de danske, der kommer nordfra og tager en opgave op hernede, og – ikke mindst – af de mange unge sydslesvigere, der vælger at tage en uddannelse i Danmark.
I er med til at bygge bro mellem dansk og tysk i grænselandet og hermed mellem Danmark og Tyskland.
Nogle af jer er også brobyggere i kraft af jeres gode sprogkundskaber og kendskab til vore to landes samfundsforhold. Det er bl.a. til gavn for dansk og tysk erhvervsliv og kontakten mellem vore offentlige institutioner.
Før valget sidste efterår havde jeg lejlighed til at besøge Flensborg og tale med flere repræsentanter for det danske mindretal. Ved den lejlighed gav jeg udtryk for, at en regering under min ledelse vil føle sig forpligtet over for det danske arbejde i Sydslesvig og videreføre støtten her til. Som dansk statsminister er jeg glad for i dag i en større kreds at kunne bekræfte dette håndslag.
Samtidig vil jeg gerne understrege, at der i Danmark er bred politisk enighed om at støtte det danske mindretal. Det er der flere grunde til. Der er de fælles rødder – såvel historisk som folkeligt - der går langt tilbage i tiden.
Og hertil kommer, at vi i Danmark er glade for – og ikke så lidt stolte over – at der syd for vor landegrænse lever en befolkning, som på forskellig vis fortsat føler sig stærkt knyttet til Danmark. Det er ingen selvfølge efter så mange år – og i en international tidsalder. Vi ved godt, at det er andre vilkår, der gør sig gældende, når man lever som dansk i en tysk hverdag. Her kan man daglig blive konfronteret med sit valg. Derfor skal vi, der kommer nord fra, heller ikke sætte spørgsmålstegn ved jeres danskhed og tilknytning til det danske. Det er jeres egen sag at finde de rigtige svar på det.
Hvad er det så egentligt at være dansk?
Man kan sige, at man er dansk, når man har et dansk pas og borgerskab i kongeriget, og man kan sige, at man er dansk, når man har et specielt tilhørsforhold til Danmark og dansk kultur. Mange har selvfølgelig begge dele. Men jeg vil se på danskhed som en hjertesag, ikke som en jurasag.
En hjertesag er jo det ens hjerte hænger ved. Det man er dybt berørt af, og som præger én på utallige måder. Og selvfølgelig præges man af sit hjem. Det gælder vort personlige hjem, og det gælder den kultur, hvor vi føler os hjemme. Det kan godt være, at vort hjem på en lang række områder blegner sammenlignet med andre hjem, men det er dog vort hjem, der hvor vi hører til.
Og selv om man en dag måtte flytte hjemmefra og får adgang til andre hjem og måske også føler sig hjemme andre steder, så er der ofte ét hjem, som bevarer en særlig stilling.
En måde at svare på spørgsmålet om, hvad det er at være dansk, er, at man føler sig hjemme i dansk kultur, hvor end man måtte bo.
Dansk kultur ? Nu er der måske nogen, der vil sige, at alt hvad vi har, har vi stort set fået udefra. Er der virkelig noget, man kan kalde 100% dansk ? Kulturkritikeren Poul Henningsen fremhævede, at vores kultur er international og erklærede at:
der findes ikke dansk stil, men kun genfortælling.
Men det afgørende er ikke at finde ud af, hvem og hvilken nation, der har 'ophavsret' til dette eller hint, men at det i vort hjem har fået sin særlige stilling , sin særlige udformning og sat og modtaget sit særlige præg.
Det gælder også, at vi har hjemme i flere sammenhænge - man har ofte sin nære familie, sine forældre og søskende, og så har man familie længere ude. Sådan er det også i forhold til dansk kultur, vi er en del af og har hjemme i en større vesteuropæisk kulturkreds, og vi har også vores plads blandt alverdens nationer.
Det er vigtigt at holde fast i. Vort hjem må ikke vende ryggen til verden, og et hjem må ikke glemme, at der er fællesskaber, som så at sige går ud over 'hjemmets fire vægge'.
At høre hjemme er ikke at lukke sig inde hverken i frygt eller selvtilfredshed!
Et godt hjem, og det gælder også det nationale hjem, må være et åbent hjem, der ved, at det lever af forbindelsen med omverden.
Det er tilfældet for Danmark og alle andre nationer. Vi er en del af verden, og verden er en del af os. Det erfarer vi ikke mindst i disse tider, som er kendetegnet ved den komplekse proces, som man kalder for globalisering.
Det betyder bl.a., at verden på én gang er blevet meget mindre og meget større.
Mindre fordi vi har hele verden hos os, dens produkter, begivenheder og tendenser i en eller anden form. Og større fordi det er hele verden med alle dens produkter, begivenheder og tendenser, der også berører os og vor dagligdag i en eller anden form.
Det er en situation, der kalder på samarbejde, og ikke bare på udveksling af høfligheder og almindelige venskabsforbindelser, men på et forpligtende samarbejde, der kan stå last og brast om vanskelige opgaver.
Vi kan ikke lukke vort hjem for verden, for verden banker på, og hjemmet er ikke en ø, hvor vi kan vælge at bryde alle broer til fastlandet.
Jeg tror heller ikke, at der behøver at være nogen modsætning mellem at være hjemmemenneske og verdensmand eller -kvinde. Hvis man forstår et hjemmemenneske som et menneske, der holder af sit hjem, og en verdensmand eller -kvinde som én, der er orienteret mod verden, så er der en god sammenhæng.
For hjemmet er i verden, og i verden er der hjem.
Vi må arbejde sammen i grænseoverskridende fællesskaber for at værne vores grænser, vi må afgive selvstændighed for at få selvstændighed, vi må erkende og handle udfra, at vi lever sammen med andre for også selv at kunne leve frit og godt.
Vi har ikke et valg mellem hjemmet og verden, mellem Danmark og resten af verden, vi har valget mellem at deltage i verden og præge den eller at sidde med hænderne i skødet og lade den komme til os.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi bør vælge det første. H.C Andersen skriver om Danmark i en af vore kendteste og dejligste fædrelandssange:
...
dér har jeg hjemme, dér har jeg rod,
derfra min verden går
...' ( Folkehøjskolens Sangbog 154)
* * *
Det danske mindretal er i dag et eksempel på, at et nationalt mindretal kan næres af egne livsværdier – i dette tilfælde de danske - uden at komme i konflikt med det omgivende samfund. I bidrager herved - sammen med det tyske mindretal i Sønderjylland – på afgørende vis til den fredelige udvikling, som nu i mange år har været kendetegnende for grænselandet.
Dette emne havde jeg bl.a. lejlighed til at berøre, da den tyske forbundspræsident, Johannes Rau, for nylig var på statsbesøg i Danmark. Vi glædede os begge over det gode naboskab over grænsen, og over det gode forhold mellem mindretal og flertal på hver side af grænsen. Det er et udtryk for dette gode samliv, at vi ved årsmødet her i dag kan glæde os over tilstedeværelsen af Slesvig-Holstens ministerpræsident, fru Heide Simonis, og repræsentanter fra Flensborgs bystyre.
Forholdet til Tyskland har altid været af central betydning for Danmark. Siden oprettelsen af Forbundsrepublikken i 1949 er vi kommet hinanden stadig nærmere. Det generelle samarbejde – først i Vesteuropa og nu i et større Europa - har bidraget hertil. Men også vort fælles medlemskab af NATO og EU har bevirket, at der er en meget tæt kontakt mellem vore to lande, og at vi på mange områder har fælles interesser. Vi er bl.a. vidne til, at danske og tyske soldater er på fælles fredsbevarende missioner. Vi har et fælles ønske om at styrke Østersøsamarbejdet og udviklingen i hele regionen.
En vigtig brik i udviklingen af dette samarbejdsmønster var tilblivelsen af den dansk-tyske mindretalsordning. Jeg tænker her på København-Bonn-erklæringerne i 1955 om de to mindretals rettigheder. Det var en tillids skabende foranstaltning. Sammen med de øvrige initiativer har det på afgørende vis bidraget til den fredelige udvikling, som vi har været vidne til i grænselandet.
Det er også en del af den bagage, som Danmark har med sig, når vi den 1. juli dette år overtager formandskabet i EU.
Som formandsland er det Danmark, der i et halvt år skal sætte dagsordenen i EU, være drivkraft i forhandlingerne og skabe de nødvendige kompromiser, som kan bygge bro mellem de forskellige holdninger. Vi skal – så at sige – være EU’s ansigt udadtil. Der er tale om en meget omfattende opgave. Opgaven bliver ikke mindre af, at det under Danmarks formandskab forhåbentlig vil lykkes at afslutte forhandlingerne om optagelse af op til 10 nye lande.
Kriterierne for at blive medlem af EU blev i 1993 fastlagt på EU’s topmøde i København. Blandt dem er også beskyttelse af mindretal. Det er som formandsland en stor styrke, at vi i den forbindelse kan henvise til udviklingen i Sønderjylland og i Sydslesvig. Den dansk-tyske mindretalsordning har skabt gode forudsætninger for vore respektive mindretals virke. Den er et godt eksempel på, at man kan nå frem til et fredeligt samliv, hvis den gode vilje er til stede fra alle sider.
Årsmøderne i Sydslesvig er et godt bevis på, at det danske mindretal fortsat trives og nyder stor bevågenhed både i Danmark og i det omgivende tyske samfund. Derfor har årsmøderne også en betydning, der rækker ud over Sydslesvig. De er et signal til andre nationale mindretal og befolkningsgrupper om, at der under de rette forudsætninger kan findes stærke og holdbare løsninger.
Med disse ord vil jeg på den danske regerings vegne sende de bedste ønsker for det danske arbejde i Sydslesvig og ønske hver af jer held og lykke fremover.