The Prime Minister's bonfire speech for Midsummer at Marienborg, June 23, 2016.
Lars Løkke Rasmussen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Rasmussen addressed guests at Marienborg for the annual Midsummer St. John's Eve bonfire celebration on June 23, 2016.
- Main themes
- Danish midsummer tradition, community and togetherness, Marienborg as a place for all, scouting and shared values, generational gathering, civility and respectful dialogue, Danish national identity, openness and inclusion, political cooperation, family and childhood memories
- Duration
- ~9 min
- Words
- 1,092
- Sentences
- 117
- Readability
- 72
- Grade
- 5.3
- Syntax
- 2.30
- Vocabulary
- 2.07
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other117 sentences in 53 paragraphs
"We love our country – but especially at midsummer."
So goes the midsummer song that we will sing shortly when the bonfire is lit.
It is hard to disagree with that.
There are many beautiful holidays throughout the year. For me, midsummer – St. John's Eve – is one of the most beautiful.
There is something particularly Danish about it. The bright nights. The communal singing. And of course, the bonfire with the witch. And the worry about whether the weather will hold.
As I mentioned in my welcome, this year's witch was made by the children from the Børnehuset Spurvehuset. Shall we give the children a round of applause for the fine witch?
It is not just the bonfire that makes St. John's special. It is also – and more importantly – that we gather around the bonfire.
We are together across generations. And perhaps also with different expectations.
For the children, St. John's is an opportunity to stay up late.
For the new graduates, it can be an opportunity for a whole new kind of meetings.
For the busy parents, it can be an opportunity to silence their phones.
And for the slightly older generations, it can be an opportunity to remember. Or to create new memories.
But regardless of who we are. How old we are. Or where we come from. We find each other around the bonfire.
It is wonderful. Especially in a time when community and togetherness are not taken for granted.
When it can seem easier to wall oneself off at home than to be part of a larger community.
...and not a word more about the English EU referendum, which is taking place tonight.
***
We, who are here tonight, have chosen community. We do not need to look alike. And we do not need to agree on everything – not even on most things.
The wonderful thing about Denmark is that even though we disagree, we are not enemies. We can still come together. Respect each other's differences and viewpoints.
We learn this from a young age. Among other things, in scout clubs like KFUM, which is behind all the activities in the garden tonight. And thank you for that.
We did similar things in my time as a scout. My father enrolled me in the Green Scouts when I was 6 years old. And I formally stopped when I was 24. Formally.
It provided invaluable ballast. There was not much talk about being together. We just were. We learned the value of working together. Of listening. Even to those we disagreed with.
Over time, some of us became scout leaders. I did too. In fact, I became the leader of – well, I don't know if I should reveal this: I was the leader of the Red Band. And it actually went well. If I may say so myself.
If I – along with the rest of my red band – had been asked if I would help out at Marienborg for St. John's, I would have said yes.
For Marienborg belongs to neither the red, blue, nor green band for that matter. Today, it belongs to all of us.
It has not always been this way. Once, it was a place for the wealthy nobility. Here, they enjoyed the joys of summer life and family life. Here, children and adults played together.
They played, for example, "MONK," which was a game where you threw sticks. And a game called "Go to Iceland for herring." I wonder if that took up most of the evening?
Country houses like Marienborg were gathering places – but for the few.
Today, Marienborg is for the many. I emphasize that it should be.
Marienborg should open up. In August, it will hopefully be a meeting place for people with green thumbs. For here, we invite you to an open garden day on the lawn.
Tonight, it is a gathering point for bonfire, song, and fellowship.
And on a daily basis, it is a gathering place for conversation.
I have hosted several hundred dedicated Danes for theme meetings and conferences here at Marienborg. Passionate individuals, school teachers, those affected by dementia, and their relatives.
A month ago, I invited to an economic summit here in the house.
Employers, trade unions, wise men, entrepreneurs, experts, and politicians from all parties – they all came. And were prepared for a good discussion in a proper tone.
And how were they received here at Marienborg?
They were received by a duck.
More specifically, a mother duck. A very angry and very fierce mother duck.
She ran back and forth. And scolded the guests as they arrived.
She had chosen to lay her eggs in one of the flower pots by the front door. They were about to hatch. And therefore, she wanted some peace.
And what happened? The guests understood what she was saying. Everyone walked politely around her. Even without responding rudely. That same day, the eggs hatched. And perhaps you have already seen the ducklings down by the lake.
And one cannot help but think: If it is possible to show composure towards the mother duck, could we not also find that composure towards each other?
Could we not start talking more with each other – rather than about each other?
Could we not start listening more – and interrupting less?
Could we not drop the discussions about what one may call people with a different skin color? And instead just call people by their first names?
Only by speaking properly – together – can we preserve the community we have built up over generations. This applies both on Facebook and in reality.
If we lose the ability to talk to each other across society, we lose something very Danish. Yes, if I may say it a bit grandly. We lose the special nature of our democracy.
Equality among people. Respect for other viewpoints. The broad community that Denmark is built upon.
That was my message in my New Year's speech, which I gave here at Marienborg nearly six months ago. It is my message today. And it cannot be expressed more precisely than in the last stanza of the midsummer song:
"We want peace here on land. St. John's. St. John's. It can be won where hearts never become doubtfully cold."
It sounds better when sung. And even better when tenor Tobias Ørum sings for us.
And he will do so shortly when the bonfire is lit, and we will sing the midsummer song. Together.
Happy St. John's.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
”Vi elsker vort land – men ved midsommer mest”.
Sådan lyder det i midsommervisen, som vi skal synge om lidt, når bålet bliver tændt.
Det er svært at være uenig i.
Der er mange smukke højtider i årets løb. For mig er midsommeren – Sankt Hans aften – en af de smukkeste.
Der er noget særligt dansk over det. De lyse nætter. Fællessangen. Og selvfølgelig bålet med heksen. Og bekymringen for om vejret holder.
Som jeg nævnte i min velkomst, er årets heks lavet af børnene fra Børnehuset Spurvehuset. Skal vi ikke lige give børnene en hånd for den fine heks?
Det er ikke bare bålet, der gør Sankt Hans særlig. Det er også – og vigtigere - at vi samles om bålet.
Vi er sammen på tværs af generationer. Og måske også med forskellige forventninger.
For børnene er Sankt Hans en anledning til at være længe oppe.
For de nye studenter kan det være anledning til en helt ny slags møder.
For de travle forældre kan det være en anledning til at sætte mobilen på lydløs.
Og for de lidt ældre generationer kan det være en anledning til at mindes. Eller få nye minder.
Men uanset hvem vi er. Hvor gamle vi er. Eller hvor vi kommer fra. Så finder vi sammen om bålet.
Det er dejligt. Særligt i en tid, hvor fællesskab og sammenhold ikke er naturgivent.
Hvor det kan virke lettere at mure sig inde derhjemme end at være en del af et større fællesskab.
...og så ikke et ord mere om den engelske EU-afstemning, som jo finder sted i aften.
***
Vi, der er her i aften, har valgt fællesskabet. Vi behøver vi ikke ligne hinanden. Og vi behøver heller ikke være enige om alting – ikke engang om det meste.
Det dejlige ved Danmark er, at selvom vi er uenige. Så er vi ikke uvenner. Så kan vi finde sammen alligevel. Respektere hinandens forskelligheder og synspunkter.
Det lærer vi fra barnsben. Blandt andet i spejderklubber som KFUM, som står bag alle aktiviteterne i haven i aften. Og tak for det.
Sådan nogle lavede vi også i min tid som spejder. Min far meldte mig ind i De Grønne Spejdere, da jeg var 6 år gammel. Og jeg stoppede formelt som 24 årig. Formelt.
Det gav en uvurderlig ballast. Der blev ikke talt så meget om at være sammen. Vi var det bare. Vi lærte værdien af at løfte i flok. Af at lytte. Også dem man var uenige med.
Med tiden blev nogle af os spejderledere. Det blev jeg også. Faktisk blev jeg leder af – ja, jeg ved ikke, om jeg bør røbe det: Jeg var leder af Rød Bande. Og det gik faktisk godt. Hvis jeg selv skal sige det.
Hvis jeg – med resten af min røde bande – var blevet spurgt, om jeg ville hjælpe til på Marienborg til Sankt Hans. Så havde jeg sagt ja.
For Marienborg tilhører hverken rød, blå eller grøn bande for den sags skyld. I dag tilhører det os alle sammen.
Sådan har det ikke altid været. Engang var det et sted for den rige adel. Her nød de sommerlivets og familielivets glæder. Her legede børn og voksne sammen.
De legede for eksempel ”MUNK”, som var et spil, hvor man kastede pinde. Og en leg, der hed ”Gå til Island efter sild”. Mon ikke det tog det meste af aftenen?
Landsteder som Marienborg var samlingssteder – men for de få.
I dag er Marienborg for de mange. Det lægger jeg vægt på, at det skal være.
Marienborg skal åbne sig op. Til august bliver det forhåbentlig et mødested for folk med grønne fingre. For her inviterer vi til åben havedag her på plænen.
I aften er det samlingspunkt for bål, sang og samvær.
Og til daglig er det et samlingssted for samtale.
Jeg har haft besøg af flere hundrede dedikerede danskere til temamøder og konferencer her på Marienborg. Ildsjæle, skolelærere, demensramte og deres pårørende.
For en måned siden havde jeg inviteret til et økonomitopmøde her i huset.
Arbejdsgivere, fagbevægelse, vismænd, iværksættere, eksperter og politikere fra alle partierne – de kom alle sammen. Og var lagt i ovnen til en god diskussion i en ordentlig tone.
Og hvordan blev de så modtaget her på Marienborg?
De blev modtaget af and.
Nærmere bestemt en andemor. En meget sur og meget skrap andemor.
Hun løb frem og tilbage. Og skældte gæsterne ud, da de ankom.
Hun havde nemlig valgt at lægge sine æg i en af blomsterkrukkerne oppe ved hoveddøren. Nu skulle de til at klække. Og derfor ville hun sådan set gerne have noget fred.
Og hvad skete der? Gæsterne forstod, hvad hun sagde. Alle gik pænt udenom. Endda uden at svare surt igen. Samme dag klækkede æggene. Og måske har I allerede set ællingerne nede ved søen.
Og så kan man ikke lade være at tænke: Når det er muligt at vise overskud overfor andemor. Kunne vi så ikke også finde det overskud frem overfor hinanden?
Kunne vi ikke begynde at tale mere med hinanden – end om hinanden?
Kunne vi ikke begynde at lytte mere – og afbryde mindre?
Kunne vi ikke droppe diskussionerne om, hvad man må kalde mennesker med en anden hudfarve. Og i stedet bare kalde folk ved deres fornavn?
Kun ved at tale ordentligt – sammen – kan bevare det fællesskab, vi har bygget op gennem generationer. Det gælder både på Facebook og i virkeligheden.
Hvis vi mister evnen til at tale sammen på kryds og tværs i samfundet, så mister vi noget meget dansk. Ja, hvis jeg skal sige det lidt højstemt. Så mister vi det særlige ved vores demokrati.
Ligeværd mellem mennesker. Respekt for andre synspunkter. Det brede fællesskab, som Danmark bygger på.
Det var mit budskab i min nytårstale, som jeg holdt her på Marienborg for snart seks måneder siden. Det er mit budskab i dag. Og det kan vel ikke udtrykkes mere præcist end i midsommervisens sidste strofe:
”Vi vil fred her til lands. Sankte Hans. Sankte Hans. Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde”.
Det lyder bedre, når man synger det. Og endnu bedre, når tenor Tobias Ørum synger for.
Og det vil han gøre om lidt, når bålet er tændt, og vi skal synge midsommervisen. Sammen.
Rigtig god Sankt Hans.