Prime Minister Mette Frederiksen's speech at the service on the anniversary of the invasion of Ukraine, February 24, 2023.
Mette Frederiksen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Frederiksen addressed a peace service in Denmark marking the one-year anniversary of Russia's invasion of Ukraine on February 24, 2023.
- Main themes
- Russian invasion of Ukraine, solidarity with Ukraine, Ukrainian resilience and suffering, Danish support for Ukraine, European unity, peace and freedom, humanitarian aid, Turkey-Syria earthquake, war's human cost, hope for peace
- Duration
- ~7 min
- Words
- 787
- Sentences
- 105
- Readability
- 74
- Grade
- 4.4
- Syntax
- 2.06
- Vocabulary
- 2.13
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other105 sentences in 70 paragraphs
"My dream is to see a peaceful and happy Mykolajiv – a city where only birds fly over – not rockets."
This is how a young Ukrainian woman has expressed her hope for the future.
That dream, that hope, and that desire for peace in Ukraine. That is what we are gathered for today.
Your Royal Highnesses.
Dear Ukrainians. Dear Danes. Dear everyone.
And a special greeting to you, Mr. Ambassador.
With the peace service, we mark a day that none of us really want to remember.
February 24, 2022.
Russia brutally invaded Ukraine.
War returned to Europe.
In an instant, everyday life and existence changed. For millions of Ukrainians.
From a normal everyday life like the one we all know. To a life in war.
A year ago, Ukrainians woke up to the sound of sirens.
As bombs fell over Kyiv. Odessa. Kherson. Kharkiv. Cities were transformed into battlefields.
Green fields became trenches.
Schools became ruins. Children were murdered.
The war is unbearable.
Yet you Ukrainians have borne the burden of war every single day for an entire year.
The war has become your everyday life.
What does it do to people?
What does it do to a person to live in fear?
To flee with everything you own in a plastic bag?
What does it do to a child to say goodbye to their father?
What does it do to a mother to send her sons to war?
It was not long ago that I was in Ukraine myself.
I met a woman. A mother of four sons.
We stood on the street. She took my arm, looked at me, and told me that all her four sons are at war.
She did not waver in her belief in their participation in the war. But she was a mother in grief. The silent tears down her cheeks told me everything.
There is the double feeling. Grief – and pride. Fear – and courage. Uncertainty – and hope.
When we in Denmark look at you Ukrainians, we do not see a broken people.
We see strength.
You show us that.
Ukrainians and your brave, tireless President Zelenskyy – you are fighting not only for your own country. But for all of Europe.
Not only for your freedom. But for our freedom.
That is why we cannot fail you. That is why we will not fail you.
To you Ukrainians who are in Denmark, I want to say: We will take care of you for as long as you need it.
And we will help rebuild your country.
Denmark supports Ukraine as much as we can. And we will do so for as long as we must.
Deep within us all is a need to help.
Like you here in Denmark, who collect clothes, blankets, and toys. You who pack them into bags. You who drive the bus from Denmark to Poland with aid.
You who have an extra bed, an outstretched hand, a friendship to offer.
Thank you to everyone in Denmark who helps the Ukrainian people. Thank you from the bottom of my heart.
You are the embodiment of how we stand together as a society.
Every single action makes us proud.
* * *
Today I also want to mention the tragedy that has struck Turkey and Syria.
A historically devastating earthquake.
Tens of thousands dead. Many, many injured.
In addition, the destruction. Hundreds of thousands of lives are literally in ruins.
Let us send our warmest thoughts to the many victims and their families.
Denmark is helping the affected areas in Turkey and Syria. Of course.
* * *
The attack on Ukraine was a break with everything we Europeans took for granted.
That peace and freedom had come to stay.
That is not the case. We see that now.
Our worldview has been shaken. But perhaps we have also shaken something into place.
Ourselves. Europe, the USA, and our allies stand stronger and more united than in many, many years.
Putin and Russia thought they could divide us. But he and they were wrong.
Russia does not want peace. We do. And we know it requires us to fight for it.
The ties between Ukraine and Europe are stronger than ever.
* * *
Dear Ukrainians.
Words cannot describe what you are going through.
But you should know: We see you. And we are with you.
I began with the dream of the young Ukrainian girl.
The dream of a country where only birds – not rockets – fly across the sky.
That dream must not be in vain. It is our promise to you.
As long as the flame of hope burns, Ukraine will endure.
Peace will return.
Freedom will prevail.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
”Min drøm er at se et fredfyldt og lykkeligt Mykolajiv – en by, som kun fugle flyver hen over – ikke raketter.”
Sådan har en ung, ukrainsk kvinde sat ord på sit håb for fremtiden.
Den drøm, det håb og det ønske om fred i Ukraine. Det er, hvad vi er samlet om i dag.
Deres kongelige højheder.
Kære ukrainere. Kære danskere. Kære alle sammen.
And a special greeting to you, mr. Ambassador.
Med fredsgudstjenesten markerer vi en dag, som ingen af os i virkeligheden har lyst til at mindes.
Den 24. februar 2022.
Rusland invaderede brutalt Ukraine.
Krigen vendte tilbage til Europa.
På et splitsekund forandredes hverdagen og livet. For millioner af ukrainere.
Fra en normal hverdag som den, vi alle kender. Til et liv i krig.
For et år siden vågnede ukrainerne til lyden af sirener.
Mens bomberne faldt over Kyiv. Odessa. Kherson. Kharkiv. Forvandledes byer til kamppladser.
Grønne marker blev skyttegrave.
Skoler blev ruiner. Børn blev myrdet.
Krigen er ubærlig.
Alligevel har I ukrainere båret krigens byrde hver eneste dag gennem et helt år.
Krigen er blevet jeres hverdag.
Hvad gør det ved mennesker?
Hvad gør det ved et menneske at leve i frygt?
At flygte med alt, hvad du ejer, i en bærepose?
Hvad gør det ved et barn at tage afsked med sin far?
Hvad gør det ved en mor at sende sine drenge i krig?
Det er ikke lang tid siden, jeg selv var i Ukraine.
Jeg mødte en kvinde. Mor til fire sønner.
Vi stod på gaden. Hun tog min arm, så på mig og fortalte, at alle hendes fire sønner er i krig.
Hun vaklede ikke i troen på deres deltagelse i krigen. Men det var en mor i sorg. De stille tårer ned ad kinderne fortalte mig det hele.
Der er den dobbelte følelse. Sorg – og stolthed. Frygt – og mod. Usikkerhed – og håb.
Når vi i Danmark ser på jer ukrainere. Så ser vi ikke et knækket folk.
Vi ser styrke.
I viser os det.
Ukrainerne og jeres modige, utrættelige præsident Zelenskyy – I kæmper ikke kun for jeres eget land. Men for hele Europa.
Ikke kun for jeres frihed. Men for vores frihed.
Derfor
kan
vi ikke svigte jer. Derfor
vil
vi ikke svigte jer.
Til jer ukrainere, som er i Danmark, vil jeg sige: Vi vil passe på jer, så længe I har brug for det.
Og vi vil hjælpe med at genopbygge jeres land.
Danmark støtter Ukraine så meget, vi kan. Og vi gør det, så længe vi skal.
Der er dybt i os alle et behov for at hjælpe.
Som jer her i Danmark, der indsamler tøj, tæpper og legetøj. Jer, der pakker det i sække. Jer, som kører bussen fra Danmark til Polen med nødhjælp.
Jer, der har en ekstra seng, en udstrakt hånd, et venskab at give.
Tak til alle i Danmark, som hjælper det ukrainske folk. Af hjertet tak.
I er billedet på, hvordan vi står sammen som samfund.
Hver eneste handling gør os stolte.
* * *
I dag vil jeg også nævne tragedien, som har ramt Tyrkiet og Syrien.
Et historisk ødelæggende jordskælv.
Titusindvis af omkomne. Mange, mange kvæstede.
Hertil kommer ødelæggelserne. Hundredtusinder af menneskers liv ligger bogstavelig talt i ruiner.
Lad os sende de varmeste tanker til de mange ofre og deres familier.
Danmark hjælper de ramte områder i Tyrkiet og Syrien. Selvfølgelig.
* * *
Angrebet på Ukraine var et brud med alt det, vi europæere tog for givet.
At freden og friheden var kommet for at blive.
Sådan er det ikke. Det ser vi nu.
Vores verdensbillede er blevet rystet. Men måske har vi også fået rystet noget på plads.
Os selv. Europa, USA og vores allierede står stærkere og mere forenet end i mange, mange år.
Putin og Rusland troede, de kunne splitte os. Men han og de tog fejl.
Rusland vil ikke freden. Det vil vi. Og vi ved, det kræver, at vi kæmper for den.
Båndene mellem Ukraine og Europa er stærkere end nogensinde.
* * *
Kære ukrainere.
Ord kan ikke beskrive, hvad I går igennem.
Men I skal vide: Vi ser jer. Og vi er med jer.
Jeg indledte med den unge, ukrainske piges drøm.
Drømmen om et land, hvor kun fugle – ikke raketter – flyver hen over himlen.
Den drøm må ikke være forgæves. Det er vores løfte til jer.
Så længe håbets flamme brænder, vil Ukraine bestå.
Freden vil komme tilbage.
Friheden vil vinde.
Talen oversat til ukrainsk
Промова може трохи відрізнятися
"Моя мрія - бачити мирний і щасливий Миколаїв - місто, над яким літають тільки птахи, а не ракети".
Так молода українка висловила свої сподівання на майбутнє.
Ця мрія, ця надія і це бажання миру в Україні. Це те, чому ми сьогодні зібралися.
Ваші Королівські Величності.
Дорогі українці. Дорогі данці. Шановні гості
І особливе вітання вам, пане посол М. Видойник.
Службою миру ми відзначаємо день, який ніхто з нас не хоче згадувати.
24 лютого 2022 року.
Росія брутально вторглася в Україну.
Війна повернулася в Європу.
За долю секунди змінилося повсякденне життя для мільйонів українців.
Від звичайного повсякденного життя, такого, яке ми всі знаємо, до життя під час війни.
Рік тому українці прокинулися від звуку сирен.
Над Києвом падали бомби. Одесою. Херсоном. Харковом. Міста перетворилися на поля битв.
Зелені поля стали окопами.
Школи перетворилися на руїни. Дітей вбивали.
Війна нестерпна.
Але ви, українці, несете тягар війни щодня протягом цілого року.
Війна стала вашим повсякденним життям.
Як вона впливає на людей?
Як це впливає на людину, коли вона постійно живе в страху?
Тікати з усім, що маєш, у поліетиленовому пакеті?
Що вона робить з дитиною яка має прощатися з батьком?
Що відбувається з матір'ю, коли вона відправляє своїх синів на війну?
Не так давно я сама була в Україні.
Познайомився з жінкою. Мати чотирьох синів.
Ми стояли на вулиці. Вона взяла мене за руку, подивилася на мене і сказала, що всі її четверо синів воюють.
Вона не похитнулася у своїй вірі в їхній участі у війні. Але це була мати в жалобі. Тихі сльози, що котилися по її щоках, сказали мені все.
Подвійне почуття. Скорбота - і гордість. Страх - і відвага. Невпевненість - і надія.
Коли ми в Данії дивимося на вас, українців, ми не бачимо зломленого народу.
Ми бачимо силу.
Ви показуєте нам це.
Українці і ваш мужній, невтомний президент Зеленський - ви боретеся не лише за власну країну. Ви боретеся за всю Європу.
Не лише за свою свободу. Але й за нашу свободу.
Ось чому ми не можемо вас підвести. Саме тому ми не підведемо вас.
Вам, українцям, які перебувають у Данії, я кажу: Ми будемо піклуватися про вас стільки, скільки вам буде потрібно.
І ми допоможемо відбудувати вашу країну.
Данія підтримує Україну настільки, наскільки ми можемо. І ми будемо робити це стільки, скільки буде потрібно.
В глибині душі ми всі маємо потребу допомагати.
Ті хто тут в Данії, збираєте одяг, ковдри та іграшки. Хтось пакує їх у мішки. Хтось їдете автобусом з Данії до Польщі з необхідною допомогою.
Ви, у кого є зайве ліжко, простягаєте руку дружби.
Дякуємо всім у Данії, хто допомагає українським біженцям. Дякуємо вам від щирого серця.
Ви є прикладом того, як ми тримаємося разом як суспільство.
Ми всі вами пишаємося.
* * *
Сьогодні я також хочу згадати про трагедію, яка спіткала Туреччину і Сирію.
Історично руйнівний землетрус.
Десятки тисяч загиблих. Багато, багато поранених.
Крім того, руйнування. Сотні тисяч людських життів буквально лежать в руїнах.
Дозвольте висловити глибокі співчуття численним жертвам та їхнім родинам.
Звісно, Данія допомагає постраждалим районам в Туреччині та Сирії.
* * *
Напад на Україну став розривом з усім, що ми, європейці, вважали само собою зрозумілим.
Що мир і свобода прийшли, щоб залишитися.
Це не так. Ми бачимо це зараз.
Наш світогляд похитнувся. Але, можливо, також дещо стало на місце.
Ми, Європа, США і наші союзники стали сильнішими і згуртованішими, ніж були протягом багатьох, багатьох років.
Путін думав, що зможе нас розділити. Але він помилявся.
Росія не хоче миру. Ми хочемо. І ми знаємо, що це вимагає від нас боротьби за нього.
Зв'язки між Україною та Європою сильніші, ніж будь-коли.
* * *
Дорогі українці.
Ніякі слова не можуть описати те, що ви переживаєте.
Але я хочу, щоб ви знали: Ми бачимо вас. І ми з вами.
Я почала з мрії молодої української дівчини.
Мрії про країну, де в небі літають лише птахи, а не ракети.
Ця мрія не повинна бути марною. Це наша з вами обіцянка.
Поки горить полум'я надії, Україна буде стояти.
Мир повернеться.