Prime Minister Mette Frederiksen's speech on Flag Day for Denmark's deployed personnel on September 5, 2021.
Mette Frederiksen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Frederiksen addressed veterans, deployed personnel, and their families at Denmark's Flag Day ceremony on September 5, 2021, amid the fall of Afghanistan to the Taliban.
- Main themes
- Honor for deployed personnel and veterans, Afghanistan withdrawal and its consequences, sacrifices of military families, fight against terrorism and for freedom, evacuation from Kabul, respect and decency in public discourse, Danish military service since 1948, wounds and trauma of veterans, girls' and women's rights in Afghanistan, national pride and remembrance of the fallen
- Duration
- ~9 min
- Words
- 1,130
- Sentences
- 134
- Readability
- 61
- Grade
- 6.9
- Syntax
- 2.06
- Vocabulary
- 2.13
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other134 sentences in 65 paragraphs
Your Royal Highnesses.
Dear relatives.
Dear deployed personnel.
Dear veterans.
Since 1948, around 60,000 of our best men and women have been deployed in the service of Denmark.
You here in this place. You whom we honor today. Stand shoulder to shoulder in the long and unbreakable chain of strong and brave deployed personnel.
It is you who make it possible for Denmark – to take responsibility for Danish values in the world.
We here at home can set a direction. It is you who make the concrete difference.
For people in the world. For us here at home. For Denmark.
Right now, we are experiencing a deeply unfortunate situation after nearly twenty years of international engagement in Afghanistan.
A catastrophe.
For Afghanistan. For the Afghans. For girls. For women. For all of us.
The images we see. The stories we hear. It is so brutal. And wrong. And painful.
Especially for you who have been deployed yourselves.
Some of you have returned stronger than you left. Matured by responsibility and experience.
Others have come home with scars on their bodies or on their souls. A special thought today should go to you, where the terrible images and stories from Afghanistan can reopen old wounds. None of you are forgotten.
Behind every deployed personnel. Behind every veteran. Stand the relatives. Therefore, I want to say to your children. Spouses. Parents. Siblings:
Denmark owes you a special thank you.
I can still remember my mother's worried look when my own older brother was deployed. Especially the terror if there was an unexpected knock on the door. My brother came home again.
But not everyone did.
This year, we will and must especially remember those who did not come home from Afghanistan. Words cannot ease the pain for you who are left behind with the heavy loss.
I know that. My heart aches.
May you – despite the pain – be proud of your son or daughter. Of your brother or sister. Spouse. Parent. Of your friend.
May Denmark be proud.
And may we never forget.
In light of the unfortunate developments of recent weeks – inevitable questions arise. And I hear it again and again: Was twenty years of effort worth it all?
I can certainly understand that doubt arises when looking at Afghanistan these days. And no one fully understands, I believe, how painful it is in many good Danish families.
I want to say to all of you who over the years have worked, fought, and made great sacrifices in Afghanistan.
You have, each and every one of you, contributed to the necessary fight against terrorism.
You have helped ensure the safety of others – in Denmark and with our allies.
You have contributed to a hard-pressed Afghan population experiencing some of the freedom and life that all people on this planet should have.
A new generation has grown up with schooling, medical care, girls' rights, women's rights.
You have shown that there is another way. Another life. That hope can never be taken from the Afghans again.
The fight against terrorism and for freedom.
That is the fight you have fought.
That fight has not been in vain.
I say this because I, as the country's Prime Minister, believe it.
But I have also promised to say it on behalf of some of the veterans and relatives I have spoken with recently. On behalf of many of the veterans and relatives I have listened to.
I have also promised to say that many are ready to go again.
And I have promised to say that others are in doubt about both what has happened. And what may happen in the future. Because the world is neither black nor white.
One thing I am not in doubt about myself. When we inside Christiansborg and in the media discuss Denmark's participation in the war, it should, and it must, happen in a more respectful manner than what I feel I am experiencing right now.
For the fallen, for those who survived. For those who are still ready to go out with the Dannebrog on their shoulder. For their families.
Decency and respect. That is the least we others can show. Let us do that. Decency and respect.
Therefore, I also want to extend a special thank you today to you who have assisted with the evacuation from Kabul under increasingly difficult conditions.
Denmark, thanks to your great efforts, has evacuated hundreds of people from a collapsing Afghanistan. Danish citizens. Interpreters. Locally employed. Families. Human rights advocates. And on top of that, been able to assist our allies with their evacuation.
It is a great achievement in an extremely difficult situation.
The reality that our deployed personnel from the Armed Forces and the Ministry of Foreign Affairs have worked under has been both extremely challenging. And humanly almost impossible.
And I must today make yet another appeal. When Denmark's deployed personnel stand in the world's flashpoint with the lives and deaths of others in their hands, they must have peace to work, and they must have complete support.
You deserve that. I am proud of you.
The developments of recent weeks naturally give rise to reflection.
There are difficult considerations ahead of us. And certainly also difficult discussions.
But for me, the question is not whether Denmark should take responsibility. But how we do it best.
Denmark is and must be an active and proud member of the global community.
We take important responsibility in many places in the world. Thanks to you who stand here today.
Some of you who are here in this place today have been on crucial patrols in the Strait of Hormuz. Denmark is a proud maritime nation. You are helping to ensure the free navigation that we are so dependent on.
Others of you are soldiers and police officers who have collaborated at the European border and coast guard. You have rescued people whom vile traffickers sent out on overcrowded boats.
You, who are from the Air Force, have participated in missions in Iraq. Lived with "being in shelter" with your pulse up every time.
You, who are doctors and nurses, have helped the world during the coronavirus crisis.
Humanitarian support in Sudan. Assistance after the violent explosion at the port in Beirut last year. Establishment of camps in Greece.
Soldiers. Doctors. Nurses. Advisors. Police officers. Emergency responders. Deployed personnel from the Ministry of Foreign Affairs. And all of you others.
There is great respect for Denmark's role in the world. It is largely your merit.
And therefore, it is with great humility that I stand before you today.
You have Denmark's support.
On behalf of everyone in Denmark, I want to say to each and every one of you:
Thank you from the heart.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Deres kongelige højheder.
Kære pårørende.
Kære udsendte.
Kære veteraner.
Siden 1948 har omkring 60.000 af vores bedste mænd og kvinder været udsendt i Danmarks tjeneste.
I her på pladsen. Jer, som vi hylder i dag. Står skulder ved skulder i den lange og ubrydelige kæde af stærke og modige udsendte.
Det er jer, der gør det muligt for Danmark – at tage ansvar for danske værdier ude i verden.
Vi herhjemme kan sætte en retning. Det er jer, der gør den helt konkrete forskel.
For mennesker ude i verden. For os herhjemme. For Danmark.
Lige nu oplever vi en dybt ulykkelig situation efter næsten tyve års internationalt engagement i Afghanistan.
En katastrofe.
For Afghanistan. For afghanerne. For piger. For kvinder. For os alle.
De billeder, vi ser. De historier, vi hører. Det er så brutalt. Og forkert. Og smerteligt.
Særligt for jer, der selv har været udsendt.
Nogle af jer er vendt stærkere hjem, end I tog ud. Modnet af ansvar og erfaring.
Andre er kommet hjem med ar på krop eller på sjæl. En særlig tanke skal i dag gå til jer, hvor de frygtelige billeder og historier fra Afghanistan kan rive op i gamle sår. Ingen af jer er glemt.
Bag hver udsendt. Bag hver veteran. Står de pårørende. Derfor vil jeg sige til jeres børn. Ægtefæller. Forældre. Søskende:
Danmark skylder jer en særlig tak.
Jeg kan godt huske min mors bekymrede blik, da min egen storebror var udsendt. Især rædslen, hvis der uventet blev banket på døren. Min bror kom hjem igen.
Men det gjorde alle ikke.
I år vil og skal vi særligt mindes dem, der ikke kom hjem fra Afghanistan. Ord kan ikke lindre smerten hos jer, der sidder tilbage med det tunge savn.
Det ved jeg. Mit hjerte græder.
Må I – smerten til trods – være stolte af jeres søn eller datter. Af jeres bror eller søster. Ægtefælle. Forældre. Af jeres ven.
Må Danmark være stolt.
Og må vi aldrig glemme.
I lyset af de seneste ugers ulykkelige udvikling – rejser sig der sig uundgåelige spørgsmål. Og jeg hører det igen og igen: Var tyve års indsats det hele værd?
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at tvivlen melder sig, når man kigger på Afghanistan i disse dage. Og ingen forstår helt, tror jeg, hvor smerteligt det er i mange gode danske familier.
Jeg vil sige til alle jer, der henover årene har arbejdet, kæmpet og bragt store ofre i Afghanistan.
I har, hver enkelt af jer, bidraget til den nødvendige kamp mod terrorisme.
I har været med til at sikre andres sikkerhed – i Danmark og hos vores allierede.
I har ydet jeres til, at en hårdt prøvet afghansk befolkning i en periode har oplevet noget af den frihed og det liv, som alle mennesker på jordkloden bør have.
En ny generation er vokset op med skolegang, lægehjælp, pigers rettigheder, kvinders rettigheder.
I har vist, at der er en anden vej. Et andet liv. Det håb kan ingen tage fra afghanerne igen.
Kampen mod terrorisme og for frihed.
Det er den kamp, I har kæmpet.
Den kamp har ikke været forgæves.
Det siger jeg, fordi jeg som landets statsminister mener det.
Men jeg har også lovet at sige det på vegne af nogle af de veteraner og pårørende, jeg har talt med i den seneste tid. På vegne af mange af de veteraner og pårørende, jeg har lyttet til.
Jeg har også lovet at sige, at mange er klar til at tage af sted igen.
Og jeg har lovet at sige, at andre er i tvivl om både det, der er sket. Og det, der måtte ske i fremtiden. Fordi verden hverken er sort eller hvid.
En ting er jeg ikke selv i tvivl om. Når vi inde på Christiansborg og i medierne diskuterer Danmarks krigsdeltagelse, så bør det, og så skal det, ske på en mere respektfuld måde end det, jeg synes jeg oplever lige nu.
For de faldne, for dem, der overlevede. For dem der stadig er klar til at tage ud med Dannebrog på skulderen. For deres familier.
Ordentlighed og respekt. Det er det mindste, vi andre kan udvise. Lad os gøre det. Ordentlighed og respekt.
Derfor vil jeg også i dag rette en særlig tak til jer, der har bistået med evakueringen fra Kabul under stadigt mere vanskelige vilkår.
Danmark har i kraft af jeres store indsats evakueret hundredevis af mennesker fra et Afghanistan i opløsning. Danske statsborgere. Tolke. Lokalt ansatte. Familier. Menneskerettighedsforkæmpere. Og oven i det været i stand til at hjælpe vores allierede med deres evakuering.
Det er en stor bedrift i en uhyre vanskelig situation.
Den virkelighed, som vores udsendte fra Forsvaret og Udenrigsministeriet har arbejdet under, har været både ekstrem svær. Og menneskeligt nærmest umulig.
Og jeg bliver nødt til i dag at rette endnu en appel. Når Danmarks udsendte står i verdens brændpunkt med andres menneskers liv og død mellem hænderne, så skal de have arbejdsro, og de skal have fuldstændig opbakning.
Det fortjener I. Jeg er stolt af jer.
De seneste ugers udvikling giver naturligvis anledning til refleksion.
Der er svære overvejelser foran os. Og sikkert også svære drøftelser.
Men for mig er spørgsmålet ikke, om Danmark skal tage ansvar. Men hvordan vi gør det bedst.
Danmark er og skal være et aktivt og stolt medlem af verdenssamfundet.
Vi tager et vigtigt ansvar mange steder i verden. Takket være jer, der står her i dag.
Nogle af jer, der er her på pladsen i dag, har været på afgørende patruljer i Hormuz-strædet. Danmark er en stolt søfartsnation. I er med til at sikre den frie sejlads, vi er så afhængige af.
Andre af jer er soldater og politifolk, som har samarbejdet ved den europæiske grænse- og kystbevogtning. I har bjærget mennesker, som usle bagmænd sendte ud på overfyldte både.
I, som er fra flyvevåbnet, har taget del i missioner i Irak. Levet med at ”være i shelter” med pulsen oppe hver gang.
I, der er læger og sygeplejesker, har hjulpet verden under coronakrisen.
Humanitær støtte i Sudan. Bistand efter den voldsomme eksplosion på havnen i Beirut sidste år. Etablering af lejre i Grækenland.
Soldater. Læger. Sygeplejersker. Rådgivere. Politifolk. Beredskabsfolk. Udenrigsministeriets udsendte. Og alle I andre.
Der står stor respekt om Danmarks rolle i verden. Det er i høj grad jeres fortjeneste.
Og derfor er det med stor ydmyghed, at jeg står foran jer i dag.
I har Danmarks opbakning.
På vegne af alle i Danmark vil jeg sige til hver og en af jer:
Af hjertet tak.