Prime Minister Anders Fogh Rasmussen's speech at the University of Copenhagen on September 23, 2003. "Visions for Denmark's Active European Policy."
Anders Fogh Rasmussen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Rasmussen addressed the University of Copenhagen on September 23, 2003, outlining Denmark's active European policy ahead of the upcoming EU Government Conference.
- Main themes
- Danish European policy, EU Government Conference, Danish foreign policy transformation, transatlantic cooperation, US-Europe partnership, adaptation policy critique, unipolar world order, democracy vs dictatorship, EU integration, Danish national interest, Cold War legacy, multilateral global challenges
- Duration
- ~37 min
- Words
- 4,404
- Sentences
- 294
- Readability
- 52
- Grade
- 9.4
- Syntax
- 2.64
- Vocabulary
- 2.14
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other294 sentences in 108 paragraphs
Thank you for the invitation to speak here at the University of Copenhagen today. With less than two weeks until the start of the EU Government Conference, I am pleased to have the opportunity to discuss the framework and goals for Danish European policy.
I would like to take this opportunity to congratulate the University on the new Master's program in European Studies. It is a good and right initiative. An active Danish European policy requires ongoing competence development in the area.
Before I turn more specifically to European policy issues, I will initially outline the fundamental conditions and basic values that I see as the starting point for Danish foreign policy as a whole.
* * *
The foreign policy starting point
In recent years, Denmark has been undergoing an important transformation in its foreign policy. We are in the midst of a reckoning with the adaptation policy that has dominated Danish foreign policy from the defeat in 1864 to the present day.
From 1864 to 1945, Denmark lived in the shadow of the German superpower. The adaptation policy culminated with the Danish government's active collaboration policy towards the German occupying power from 1940 to 1943. It was an extreme adaptation policy, which was only halted by popular resistance and the events of August 29, 1943.
From 1945 until the end of the 1980s, Denmark lived in the shadow of the Soviet Union and the Warsaw Pact. The adaptation policy culminated with the footnote policy from 1982 to 1988.
The reorientation of Danish foreign policy - in which we find ourselves today - truly began with the parliamentary elections in 1988. Here, the regrettable footnote policy of the 1980s was brought to an end. The population made a choice. They chose to take a stand rather than adapt.
Since the fall of the Berlin Wall, we have witnessed a development - in Europe and globally - that has created decisive new opportunities for Danish foreign policy. But also new challenges that we cannot escape. In today's world, taking a stand is not just an option. It is a necessity and an obligation.
A stand that - if it is to have meaning - should be based on realities. My starting point is an acknowledgment that the world, after the end of the Cold War, fundamentally has a unipolar character.
The United States is the only power with truly global reach. This applies militarily, economically, and culturally. Surrounding the United States, we have a number of regional power centers, including the EU. Such are the very basic global realities.
To ensure stability in this new world order, it is crucial that the United States and these regional power centers can and will cooperate to address the major global challenges - whether it is the environment and poverty or threats of terrorism and war.
For me, it is essential to emphasize that it is in Denmark's and the EU's interest to develop closely in cooperation with the United States. To embark on a course where we Europeans would define ourselves in confrontation with the United States is not only historically ignorant but also shows a lack of understanding of the fundamental realities of the present and is completely blind to the challenges of the future.
Even now, I can hear the critics shouting, "Voice of America" and polemical remarks that this acknowledgment of the factual conditions in today's world is merely an expression of a new adaptation policy - implied adaptation to the United States.
But that criticism is very revealing of the critics themselves. The collaboration policy during the occupation and the footnote policy of the 1980s were submission and adaptation in relation to Nazi and communist dictatorships. And my position is crystal clear: In the struggle between dictatorship and democracy, one cannot remain neutral. One must take a stand for democracy and against dictatorship.
The collaboration policy during the occupation and the footnote policy of the 1980s were active adaptations to the enemy.
Collaboration with the United States is not an adaptation policy. It is an equal partnership with a friend, a partner, an ally, who upholds the same principles and values that we do: democracy, freedom of expression, market economy, and respect for human rights.
There is no contradiction between wishing for strong cooperation in the EU and a strong Europe while also wanting close cooperation with the United States. On the contrary, a strong and stable Europe will be a better partner for the United States. Danish foreign and security policy must therefore follow two equal and parallel tracks: a strong EU and a strong bond with the United States.
This does not mean that Europe is or must be in complete agreement with the Americans on everything. The disagreements between the EU and the United States are numerous. Let me mention three specific areas: the International Criminal Court, WTO rules, and the entire climate debate. In these areas, the EU must, of course, defend its interests and viewpoints against the United States.
But amid the disagreements, it is important to hold on to the fact that what unites us across the Atlantic is far stronger than what divides us.
Denmark's active engagement in Iraq should be seen in this light. We must stand firm, and we must fight for the fundamental democratic values. We must assert our positions. We must dare to put action behind words when a brutal dictator like Saddam Hussein shows complete contempt for the UN and refuses to meet reasonable and clear demands from the international community.
Let me briefly summarize my foreign policy starting point. Denmark is today in a situation where we can and must pursue an active foreign policy. We must take a stand. And we must take responsibility. We must not sail under a flag of convenience.
We must have positions, and we must actively assert them outwardly. This also applies within the framework of EU cooperation.
The adaptation policy of the last century was inspired by the radical P. Munch - Denmark's foreign minister from 1929 to 1940. Already in 1905, he formulated the philosophy as follows: "...the first and last demand we must make of Danish diplomacy is that it must keep quiet and do its utmost to ensure that we can live as unobtrusively as possible."
That is the attitude we have now definitively moved away from. Danish diplomacy must, on the contrary, be active and do its utmost to ensure that Denmark and the Danish are known and visible.
* * *
Denmark's active European policy
And let me now turn to the framework for Danish European policy.
The Danish EU presidency and the enlargement negotiations in both the EU and NATO have shown that Denmark can make a difference. That we can influence developments. That we can achieve an impact that extends far beyond Denmark's relative size. This is an experience we must carry forward and build upon.
With the enlargement, the main goal of the last 15 years of Danish foreign policy has been achieved. The new democracies in Central and Eastern Europe - including the three Baltic states - have been safely brought into our Western cooperation organizations.
This is a development that gives us entirely new opportunities. Opportunities that we must seize. The strong Danish effort in the EU Convention has been a concrete expression of such an active Danish European policy, where we do not stand on the sidelines but are at the center of the negotiations.
The newly enlarged EU also presents us with new challenges that require a willingness to adapt and rethink. We will have more people at the table, and each individual country will have less weight in the whole. In the future EU, it will require increased effort to become an interesting player and counterplayer.
From the Danish side, we must therefore put in even more effort. We must safeguard Danish interests through active diplomacy and an ability to form shifting coalitions from case to case.
Personal contacts and an outward-looking and proactive diplomacy are a necessity. But more is required. We must set an agenda.
The government wishes to pursue an active European policy. To seek influence. To express what we mean outwardly. And to create a debate at home that relates to the European reality.
* * *
Goals and tasks for the future EU
So what can we use the EU for? And what kind of EU should we work for?
The starting point is clear: The new EU will be the central forum for European cooperation in the future. This is the logic of enlargement.
And the EU will in the future constitute the most significant foreign policy platform for Denmark. Danish influence on the world around us will increasingly go through and be expressed via the EU.
An active Danish European policy - and foreign policy - therefore has a strong and effective EU as a primary goal.
I can summarize my vision for the future of Europe as follows: I want the EU to be a community of nation-states. But it must be a strong community, where the member states have decided to solve a number of tasks together by delegating competence to the EU. This strong community of nation-states must have the political and economic strength to act internationally and thus shape the world with the ideas that the EU is based on.
Let me highlight five main areas where Denmark needs a strong EU.
First, we have a crucial interest in a well-functioning internal market. The internal market is the core task of the EU. It is the prerequisite for growth and prosperity in our part of the world. Danish companies' access to compete freely and fairly in an internal market with nearly half a billion people is the foundation for us to maintain and develop our welfare society.
The internal market is not a bureaucratic ivory tower that was created once and for all. It is a living market that we must continuously develop. The fight against state aid and the efforts for free competition and continued liberalization will be main goals in Danish European policy in the coming years.
The next area I want to highlight is agricultural policy. The common agricultural policy will continue to be one of the EU's very important tasks. But there is a need for continued reforms of agricultural policy. The existing arrangement is not sustainable. Support must be reduced. And markets must be freed.
In general, the EU should take global leadership in efforts to create more free trade. The most effective way to ensure a better future for poor countries is to give them free access to the world market. It is to stop our own competition-distorting support schemes and subsidies. Opening markets and free trade are prerequisites for development and the spread of prosperity.
The third area is environmental policy. Pollution knows no borders. And Denmark needs a strong EU to combat pollution. We must continuously develop and improve European environmental cooperation. At the same time, the EU must maintain its strong international engagement in areas such as climate policy and the fight against environmentally harmful chemicals. Denmark is at the forefront of the EU's environmental policy. We must continue to be so in the future.
Fourth, we must strengthen the common foreign and security policy. Within the framework of a fundamental intergovernmental cooperation, we should - respecting the national sovereignty of individual member states - seek to make the EU's foreign, security, and defense policy as common as possible. This is not a development that will happen overnight. We will likely have to think in decades, not years, when we talk about creating a genuine common policy. For example, it is difficult to imagine that France and the United Kingdom would be willing to give up their permanent seats on the UN Security Council in the foreseeable future.
But it is a process that we must support from the Danish side. A common European foreign policy as possible is primarily in the interest of smaller countries.
Let me once again emphasize that this is not about strengthening the EU at the expense of transatlantic cooperation. On the contrary. The EU should be developed in cooperation - not in confrontation with the United States.
The fifth and final main area where we must strengthen cooperation at the European level in the coming years is the fight against international crime, terrorism, and illegal immigration. These problems are, by definition, cross-border in nature, and they can only be solved through intensified cooperation across borders. We must strengthen and develop the EU's ability to frame this cooperation between European states and police authorities.
* * *
The Convention Treaty and the Government Conference.
The desire to preserve and strengthen the EU's ability to provide solutions to the common problems of member states is the purpose of the Government Conference. The new EU, which Denmark has helped to create, must be able to function effectively.
The EU Convention completed its work last summer. On October 4, we will begin work at the Government Conference itself. Ahead of us lies a large and challenging task. It will be the most comprehensive rewriting of the EU's treaty basis since the Treaty of Rome.
The Convention's treaty draft
We are not starting from scratch. The Convention succeeded in achieving broad consensus on a single treaty draft. I find that the Convention's treaty draft is a good basis for the Government Conference. It is an expression of a balanced compromise. Therefore, I also believe that we should be able to conclude the work at the Government Conference relatively quickly - if possible, already before the turn of the year.
I will not go through the Convention Treaty area by area here today. But let me briefly highlight three areas where I believe the Convention's draft will mean greater clarity and greater efficiency.
First, the Convention Treaty provides a good and honest description of what the EU is and is not. From various quarters, it has been claimed that the treaty draft is a script for a federal state. This has no basis in reality. It is clear from the Convention's proposal that the EU is and remains a cooperation between the states of Europe. The EU is not a federal state in the making. At the same time, it is emphasized that the EU must respect the national identity and central state functions of the member states.
Second, the Convention's proposal contains a clear description of the division of labor between the EU and the member states. It is stated that the EU can only act in areas where it has been assigned a task by the member states. And clear lists are established that show where the EU has competence and where it does not. This creates a clarity and an overview that we have missed in the past.
Thirdly, two new positions are being created: a chosen President of the European Council and a so-called EU Foreign Minister. Together, these two individuals will be able to ensure a more effective organization and planning of the EU's internal work and coordination. Externally, they will form the basis for a stronger European profile on the international stage.
Some fear that the chosen President of the European Council will become a kind of president for the EU with extensive powers. That is not the case. The Convention fundamentally lays the groundwork for the model we have recommended from the Danish side. This means a person who is precisely the President of the European Council. This is a practical function, where the main tasks will be to prepare and lead the meetings of the European Council.
The Government Conference and the Exceptions
The government wishes to participate actively, engaged, and constructively in the Government Conference. The establishment of Danish priorities is well underway. We have a good public debate in the media. And throughout August and September, the government has negotiated with the parties in the Folketing to create the broadest possible basis for Denmark's participation in the Government Conference.
The question of the Danish exceptions is central to the current debate. And with good reason. It is an important and complicated matter, where we need to think carefully.
The government's position is well known. We want the exceptions removed. They are not in Denmark's interest. And they limit our opportunities to conduct an active European policy. But the exceptions can only be lifted by the Danish population through a referendum.
For me, it is crucial that we approach this issue in a fair and proper manner. The population must know where they stand and where they have the politicians. There must be full transparency about the process.
No one should doubt that the government participates in the Government Conference with full respect for the Danish exceptions. The exceptions will be carried forward in the new treaty. This requires a consequential adjustment in the protocol on the exceptions that is attached to the treaty. The government will negotiate such an adjustment.
That is to say: When the negotiations on the new treaty are concluded, there will be a proposal for a treaty including the Danish exceptions, in a consequentially directed form, so that they cover the same as was originally intended.
There will be no fiddling. There will be no botanizing. The exceptions will stand clear and pure in the new treaty. And this treaty, including the Danish exceptions, will be something the population will have to vote on in a referendum. Probably next year.
There will thus be an opportunity to say "yes" or "no" to the new treaty, including the known exceptions.
But as the scope of the Danish exceptions grows quite significantly, it is reasonable that the population is given the opportunity to take a stance on this new situation by addressing each of the exceptions - when the time is ripe.
The crucial thing is that the population is given a fair and proper opportunity to take a stance on both the treaty and the exceptions.
It is in this light that the government would like to give the population the opportunity to take a stance on a changed formulation, a modernization of the legal exception.
Specifically, we propose a model where, from the Danish side, decisions will be made on a case-by-case basis. If we wish to participate in the adoption of a legal act, we inform the other countries. Then we participate in the voting on the legal act, and we are covered by the common rules. If we wish to opt out, we are also free to do so. The Folketing will decide on a case-by-case basis.
The United Kingdom and Ireland already have such an arrangement regarding asylum and immigration. The model is referred to in English as an "opt-in" arrangement, because it is a matter of free choice. In Danish, it can be termed a "choice arrangement."
I would like to emphasize that what we have proposed is not a change to the exception in connection with the Government Conference. There is therefore no question of us negotiating away the current exception. But it creates the possibility for us, through a referendum, to choose to change the exception. One could say that we get an option for a choice arrangement.
The proposal should be seen as an expression of the government's desire to give the population as much freedom as possible. And that we have listened to the population's wishes. It is a proposal that some politicians may be skeptical about, but which I believe many in the population will welcome, because it addresses a dilemma that people experience when they look at the developments around us.
A significant majority of Danes want the current Danish immigration policy to be maintained. Therefore, they will not support the removal of the legal exception if it poses a risk of undermining Danish immigration policy.
At the same time, many people are concerned about the threat from cross-border crime, terrorism, and human trafficking. And they would like Denmark to participate in European cooperation to combat these threats.
The current formulation of the exception does not allow for these two considerations to be reconciled. The government's proposal does. It gives the Danish population the opportunity for a free choice.
Some claim that the government's proposal poses a threat to the very foundation of the EU. That it leads to a "pick-and-choose" situation where everything is fluid. I completely disagree. This is about an already existing and clearly defined model that the United Kingdom and Ireland have had for several years. The EU continues to exist, without it seeming to have caused severe problems. That Denmark gets an opportunity - if the population wishes it - to have an arrangement in line with the United Kingdom and Ireland will actually simplify the situation - both for the EU and Denmark.
I would like to take this opportunity to express my gratitude for Mogens Lykketoft's statement that the Social Democrats support the government seeking to negotiate a Danish choice arrangement in the Government Conference.
It is a constructive and forward-looking message. Specifically, it means that we can now move forward. Both in relation to the other countries and here at home.
The government will now contact the other countries. It is clear that this will be a longer process. But I can say that the preliminary indications we have received from the presidency and others have been quite positive.
At home, the government will continue discussions with the parties. I note that Mogens Lykketoft would like to see a debate on how a Danish choice arrangement can be concretely implemented. It is a discussion that I find natural and am happy to engage in.
I understand that the Radical Left remains skeptical. I respect that. At the same time, I hope that the Radicals will also return and wish to participate in the work that lies ahead of us.
Let me conclude with a few words about the themes and timing for a forthcoming referendum.
There are some who continue to insist that the government should put everything on one card and call a so-called "big bang" referendum. That is to say: Negotiate away the Danish exceptions and then ask the population to say "yes" or "no" to the treaty without the Danish exceptions.
The philosophy is as follows: Now the Danes must decide whether they are in or out of the EU cooperation. If we are in, we must be fully in, without exceptions. Otherwise, we must leave the EU.
That sounds very heroic.
But I would like to be very open and direct in my assessment of that approach. It will be perceived by the population as a provocation and a threat, as an attempt at pressure from the political establishment. This could in itself trigger a backlash in the form of a "no" to the new treaty - and thus effectively a Danish exit from the EU.
Let me remind you that such an "all-or-nothing" vote would also entail asking the population to lift the legal exception. Those who advocate that approach have far too little contact with real life in Denmark. Two-thirds of the Danish population are against lifting the legal exception as long as it means a change in Danish immigration policy. That idea is not viable.
Therefore, I have also made it clear. There will be no "big bang" vote. That would be to gamble with the constitutional treaty and thus with Denmark's continued EU membership.
There will be no threats and pressure. The population will get a fair and proper chance to take a stance on both the new treaty and the Danish exceptions.
There are two options for this stance. Either it can happen on the same day that we are already to vote on the new treaty. Or we can postpone the stance on the exceptions to a later time.
It is too early to settle on the right model. We can do that better when we know the outcome of the negotiations on the new treaty.
But I think we can already say something about what the consequences of a "no" to the treaty would mean.
The leading political leader of the "no" party made it clear here over the weekend. That the Danish People's Party will interpret a "no" to the new treaty as a Danish exit from the EU.
I actually found it refreshing to hear such clear words from the "no" side. For there is no reason to hide that a "no" will have severe consequences. No one has any illusions that after a "no" we will be able to negotiate a new set of extended exceptions. This time, we would be rejecting the very basic rules for European cooperation. And surely no one imagines that we should block the possibilities for the other countries.
It goes without saying that any responsible government in the event of a Danish "no" will subsequently do everything to try to salvage what can be salvaged. But I think we can just as well say that with a "no," we are saying no to the very foundation of European cooperation, and that will logically mean that we place ourselves outside any influence.
* * *
Conclusion
Exceptions or not. Europe is Denmark's destiny and reality. Our ancestors came here from the south. And Europe has been our window to a wider world. Europe's history is - for better or worse - the framework of Denmark's history. Our culture, church, and art are deeply rooted in the larger European cultural community.
The fall of the wall and the end of the Cold War have led to the happy reunification of Europe's countries and peoples in cooperation across borders. The EU is the framework for this cooperation. Denmark has its natural place in this community. We need the EU. And Europe needs us.
The past few years have been characterized by a strong and active Danish engagement in Europe. The enlargement process, the presidency, and the Convention. Denmark has made an effort and made a difference. The government will continue this active Danish European policy in the Government Conference. Denmark has a clear interest in a strong EU with a new constitutional treaty that can form the framework for effective, open, and democratic cooperation in the Europe of the future.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Tak for invitationen til at tale her på Københavns Universitet i dag. Med mindre end to uger til starten på EU-regeringskonferencen er jeg glad for at få lejlighed til at tale om rammer og mål for dansk europapolitik.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at lykønske Universitetet med den nye Master-uddannelse i europastudier. Det er et godt og rigtigt initiativ. En aktiv dansk europapolitik forudsætter en løbende kompetenceudvikling på området.
Før jeg vender mig mere specifikt mod de europapolitiske spørgsmål, vil jeg indledningsvis skitsere de grundvilkår og grundlæggende værdier, jeg ser som udgangspunktet for dansk udenrigspolitik i sin helhed.
* * *
Det udenrigspolitiske udgangspunkt
Udenrigspolitisk gennemgår Danmark i disse år en vigtig omstilling. Vi er midt i et opgør med den tilpasningspolitik, der har domineret dansk udenrigspolitik fra nederlaget i 1864 og frem til vore dage.
Fra 1864 til 1945 levede Danmark i skyggen af den tyske stormagt. Tilpasningspolitikken kulminerede med den danske regerings aktive samarbejdspolitik over for den tyske besættelsesmagt fra 1940 til 1943. Det var en ekstrem tilpasningspolitik, som først den folkelige modstand og begivenhederne den 29. august 1943 satte en stopper for.
Fra 1945 og indtil slutningen af 1980-erne levede Danmark i skyggen af Sovjetunionen og Warszawa-pagten. Tilpasningspolitikken kulminerede med fodnotepolitikken fra 1982 til 1988.
Den nyorientering af dansk udenrigspolitik - vi i dag befinder os midt i - tog for alvor sin begyndelse med folketingsvalget i 1988. Her blev sat en stopper for 80'ernes beklagelige fodnotepolitik. Befolkningen traf et valg. Man valgte stillingtagen frem for tilpasning.
Siden Murens fald har vi oplevet en udvikling - i Europa og globalt - der har skabt afgørende nye muligheder for dansk udenrigspolitik. Men også nye udfordringer, som vi ikke kan løbe fra. I verden af i dag er stillingtagen ikke blot en mulighed. Det er en nødvendighed og en forpligtelse.
En stillingtagen der - hvis den skal have mening - bør tage udgangspunkt i realiteterne. Mit udgangspunkt er en erkendelse af, at verden efter den kolde krigs afslutning grundlæggende har en unipolær karakter.
USA er den eneste magt med virkelig global rækkevidde. Det gælder militært, økonomisk og kulturelt. Rundt om USA har vi en række regionale magtcentre, herunder EU. Sådan er de helt grundlæggende globale realiteter.
For at sikre stabilitet i denne nye verdensorden er det afgørende, at USA og disse regionale magtcentre kan og vil samarbejde om at løse de store globale udfordringer - hvad enten det er miljø og fattigdom eller terror- og krigstrusler.
For mig er det afgørende at slå fast, at det er i Danmarks og EU's interesse at udvikle sig i tæt samarbejde med USA. At slå ind på en kurs, hvor vi europæere skulle definere os selv i konfrontation med USA, er ikke blot historieløst, men også uden forståelse for de grundlæggende realiteter i nutiden og helt uden blik for udfordringerne i fremtiden.
Allerede nu kan jeg høre kritikerne råbe, "Voice of America" og polemiske bemærkninger om, at denne konstatering af de faktiske forhold i dagens verden blot er udtryk for en ny tilpasningspolitik - underforstået tilpasning over for USA.
Men den kritik er meget afslørende for kritikerne selv. Samarbejdspolitikken under besættelsen og fodnotepolitikken i firserne var underkastelse og tilpasning i forhold til nazistiske og kommunistiske diktaturer. Og min position er krystalklar: I kampen mellem diktatur og demokrati kan man ikke forholde sig neutral. Da må man tage stilling for demokratiet og mod diktaturet.
Samarbejdspolitikken under besættelsen og fodnotepolitikken i firserne var aktiv tilpasning til fjenden.
Samarbejdet med USA er ikke tilpasningspolitik. Det er et ligeværdigt samarbejde med en ven, en partner, en allieret, som hylder de samme principper og værdier, som vi gør: Demokrati, ytringsfrihed, markedsøkonomi og respekt for menneskerettigheder.
Der er ikke nogen modsætning mellem at ønske et stærkt samarbejde i EU og et stærkt Europa også samtidig ønske et tæt samarbejde med USA. Tværtimod vil et stærkt og stabilt Europa være en bedre partner for USA. Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik skal derfor følge to ligeværdige og parallelle spor: Et stærkt EU og et stærkt bånd med USA.
Det betyder ikke, at Europa er eller absolut
skal
være enige med amerikanerne om alt. Uenighederne mellem EU og USA er talrige. Lad mig nævne tre konkrete områder: Den Internationale Straffedomstol, WTO-reglerne og hele klimadebatten. Der skal EU selvfølgelig forsvare sine interesser og synspunkter over for USA.
Men midt i uenighederne er det altså vigtigt at holde fast i, at det, der samler på tværs af Atlanten, er langt stærkere end det, der skiller.
Danmarks aktive engagement i Irak skal ses i dette lys. Vi skal stå ved, og vi skal kæmpe for de grundlæggende demokratiske værdier. Vi skal markere vore holdninger. Vi skal turde sætte handling bag ord, når en grusom diktator som Saddam Hussein udviser fuldstændig foragt for FN og nægter at opfylde rimelige og klare krav fra verdenssamfundet.
Lad mig kort sammenfatte mit udenrigspolitiske udgangspunkt. Danmark er i dag i en situation, hvor vi kan og skal føre en aktiv udenrigspolitik. Vi skal tage stilling. Og vi skal tage ansvar. Vi skal ikke sejle under bekvemmelighedsflag.
Vi skal have holdninger, og vi skal markere dem aktivt udadtil. Det gælder også inden for EU-samarbejdet.
Tilpasningspolitikken i sidste århundrede var inspireret af den radikale P. Munch - Danmarks udenrigsminister i perioden 1929-40. Allerede i 1905 formulerede han filosofien således: "...det første og sidste Krav vi skal stille til det danske Diplomati er, at det skal holde sig i Ro og gøre sit yderste til, at vi kan leve så ubemærket som muligt."
Det er den holdning, vi nu endegyldigt har gjort op med. Det danske diplomati skal tværtimod være aktivt og gøre sit yderste til, at Danmark og det danske bliver kendt og synligt.
* * *
Danmarks aktive europapolitik
Og lad mig herefter vende mig mod rammerne for dansk europapolitik.
Det danske EU-formandskab og udvidelsesforhandlingerne i både EU og NATO har vist, at Danmark kan gøre en forskel. At vi kan påvirke udviklingen. At vi kan opnå en indflydelse, der rækker langt ud over Danmarks forholdsmæssige størrelse. Det er en erfaring, vi skal tage med os og bygge videre på.
Med udvidelsen er hovedmålet for de sidste 15 års danske udenrigspolitik opfyldt. De nye demokratier i Central- og Østeuropa - og herunder de tre baltiske lande - er ført sikkert ind i vore vestlige samarbejdsorganisationer.
Det er en udvikling, der giver os helt nye muligheder. Muligheder som vi skal udnytte. Den stærke danske indsats i EU-konventet har været et konkret udtryk for en sådan aktiv dansk europapolitik, hvor vi ikke står på sidelinien, men er i centrum af forhandlingerne.
Det nye udvidede EU stiller os samtidig over for nye udfordringer, der kræver vilje til omstilling og nytænkning. Vi bliver flere om bordet, og det enkelte land vil fylde mindre i helheden. I fremtidens EU vil det kræve en øget indsats at blive en interessant med- og modspiller.
Fra dansk side skal vi derfor lægge os endnu mere i selen. Vi skal varetage danske interesser gennem et aktivt diplomati og en evne til at kunne indgå i skiftende koalitioner fra sag til sag.
Personlige kontakter og et udadvendt og opsøgende diplomati er en nødvendighed. Men der skal mere til. Vi skal sætte en dagsorden.
Regeringen ønsker at føre aktiv europapolitik. At søge indflydelse. At sige det vi mener udadtil. Og skabe en debat herhjemme, der forholder sig til den europæiske virkelighed.
* * *
Mål og opgaver for fremtidens EU
Hvad er det så, vi kan bruge EU til? Og hvad er det for et EU, vi skal arbejde for?
Udgangspunktet er klart: Det ny EU bliver det centrale forum for europæisk samarbejde i fremtiden. Det er udvidelsens logik.
Og EU vil i fremtiden udgøre den væsentligste udenrigspolitiske platform for Danmark. Dansk indflydelse på verden omkring os vil i stigende grad gå gennem og blive udtrykt via EU.
En aktiv dansk europapolitik - og udenrigspolitik - har derfor et stærkt og effektivt EU som et hovedmål.
Min vision om Europas fremtid kan jeg sammenfatte således: Jeg ønsker, at EU skal være et fællesskab af nationalstater. Men det skal være et stærkt fællesskab, hvor medlemsstaterne har besluttet at løse en række opgaver i forening ved at overlade kompetencen til EU. Dette stærke fællesskab af nationalstater skal have den politiske og økonomiske styrke til at optræde internationalt og dermed præge verden med de idéer, som EU bygger på.
Lad mig fremhæve fem hovedområder, hvor Danmark har brug for et stærkt EU.
For det første har vi en afgørende interesse
i et velfungerende indre marked
. Det indre marked er EU's kerneopgave. Det er forudsætningen for vækst og velstand i vor del af verden. Danske virksomheders adgang til frit og fair at kunne konkurrere på et indre marked med næsten en halv milliard mennesker er grundlaget for, at vi kan bevare og udvikle vort velfærdssamfund.
Det indre marked er ikke et bureaukratisk elfenbenstårn, der er skabt en gang for alle. Det er et levende marked, som vi løbende skal udvikle. Kampen mod statsstøtte og indsatsen for fri konkurrence og fortsatte liberaliseringer bliver hovedmål i dansk europapolitik i de kommende år.
Det næste område jeg vil fremhæve er
landbrugspolitikken. Den fælles landbrugspolitik vil også fremover være én af EU's meget vigtige opgaver. Men der er brug for fortsatte reformer af landbrugspolitikken. Den eksisterende ordning er ikke bæredygtig. Støtten skal ned. Og markederne skal sættes fri.
I det hele taget burde EU tage det globale lederskab i bestræbelserne på at skabe mere frihandel. Den mest effektive vej til at sikre de fattige lande en bedre fremtid er at give dem fri adgang til verdensmarkedet. Det er at stoppe vore egne konkurrenceforvridende støtteordninger og subsidier. Åbne markeder og frihandel er forudsætningen for udvikling og udbredelse af velstand.
Det tredje område er
miljøpolitikken
. Forurening kender ikke grænser. Og Danmark har brug for et stærkt EU til at bekæmpe forurening. Vi skal løbende udvikle og forbedre det europæiske miljøsamarbejde. Samtidig skal EU fastholde sit stærke internationale engagement på områder som klimapolitikken og kampen mod miljøskadelige kemikalier. Danmark er i front i EU's miljøpolitik. Det skal vi også være i fremtiden.
For det fjerde skal vi styrke
den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
. Inden for rammerne af et grundlæggende mellemstatsligt samarbejde bør vi - i respekt af de enkelte medlemslandes nationale selvbestemmelsesret - søge at gøre EU's udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik så fælles som mulig. Det er ikke en udvikling, der kommer fra den ene dag til den næste. Vi skal sandsynligvis regne i årtier og ikke i år, når vi taler om at skabe en egentlig fælles politik. Det er f.eks. vanskeligt at forestille sig, at Frankrig og Storbritannien inden for en overskuelig fremtid skulle være indstillet på at opgive deres faste pladser i FN's sikkerhedsråd.
Men det er en proces, som vi fra dansk side skal bakke op om. En så fælles europæisk udenrigspolitik som muligt er først og fremmest i de mindre landes interesse.
Lad mig endnu en gang understrege, at det ikke handler om at styrke EU på bekostning af det transatlantiske samarbejde. Tværtimod. EU skal udvikles i samarbejde - ikke i konfrontation med USA.
Det femte og sidste hovedområde, hvor vi i de kommende år skal forstærke samarbejdet på europæisk plan, er
bekæmpelsen af international kriminalitet, terror og illegal indvandring.
Disse problemer er pr. definition af grænseoverskridende karakter, og de finder kun en løsning ved et intensiveret samarbejde over grænserne. Vi må styrke og udvikle EU's evne til at danne rammen om dette samarbejde mellem Europas stater og politimyndigheder.
* * *
Konventstraktaten og regeringskonferencen.
Netop ønsket om at bevare og styrke EU's evne til at levere løsninger på medlemslandenes fælles problemer er formålet med regeringskonferencen. Det nye EU, som Danmark har været med til at skabe, skal kunne fungere effektivt.
EU-Konventet afsluttede sit arbejde i sommers. Den 4. oktober starter vi arbejdet i selve regeringskonferencen. Foran os ligger et stort og udfordrende stykke arbejde. Det bliver den mest omfattende gennemskrivning af EU's traktatgrundlag siden Rom-traktaten.
Konventets traktatudkast
Vi starter ikke på bar bund. Det lykkedes i Konventet at opnå bred konsensus om ét samlet traktatudkast. Jeg finder, at Konventets traktatudkast er et godt grundlag for regeringskonferencen. Det er udtryk for et balanceret kompromis. Derfor mener jeg også, at vi bør kunne afslutte arbejdet i regeringskonferencen relativt hurtigt - om muligt allerede inden årsskiftet.
Jeg vil ikke her i dag gennemgå konventstraktaten område for område. Men lad mig kort fremhæve tre områder, hvor jeg mener Konventets udkast vil betyde større klarhed og større effektivitet.
For det første giver konventstraktaten en god og ærlig beskrivelse af, hvad EU er og ikke er. Fra forskellig side er det fremført, at traktatudkastet er en drejebog for en forbundsstat. Det har ingen hold i virkeligheden. Det fremgår klart af Konventets udspil, at EU er og forbliver et samarbejde mellem Europas stater. EU er ikke en forbundsstat i svøb. Samtidig slås det fast, at EU skal respektere medlemslandenes nationale identitet og centrale statslige funktioner.
For det andet indeholder Konventets forslag en klar beskrivelse af arbejdsdelingen mellem EU og medlemslandene. Det slås fast, at EU kun kan handle på de områder, hvor EU er tillagt en opgave af medlemslandene. Og der opstilles klare lister, der viser hvor EU har kompetence, og hvor EU ikke har kompetence. Det skaber en klarhed og et overblik, vi har savnet tidligere.
For det tredje skaber man to nye funktioner som henholdsvis valgt formand for Det Europæiske Råd og en såkaldt EU-udenrigsminister. Sammen vil disse to personer kunne sikre en mere effektiv organisering og planlægning af EU's interne arbejde og koordination. Og udadtil vil de danne grundlaget for en stærkere europæisk profil på den internationale scene.
Nogle frygter, at den valgte formand for Det Europæiske Råd bliver en form for præsident for EU med vidtgående magtbeføjelser. Det er ikke tilfældet. Konventet lægger grundlæggende op til den model, vi har anbefalet fra dansk side. Det vil sige en person, der netop er formand for Det Europæiske Råd. Det vil sige en praktisk funktion, hvor hovedopgaverne bliver at forberede og lede møderne i det Europæiske Råd.
Regeringskonferencen og forbeholdene
Regeringen ønsker at deltage aktivt, engageret og konstruktivt i regeringskonferencen. Fastlæggelsen af de danske prioriteter er i fuld gang. Vi har en god offentlig debat i medierne. Og regeringen har henover august og september forhandlet med Folketingets partier for at skabe det bredest mulige grundlag for Danmarks deltagelse i regeringskonferencen.
Spørgsmålet om de danske undtagelser står centralt i den aktuelle debat. Og med god grund. Det er en vigtig og kompliceret sag, hvor vi skal tænke os godt om.
Regeringens holdning er velkendt. Vi ønsker forbeholdene fjernet. De er ikke i Danmarks interesse. Og de begrænser vore muligheder for at føre en aktiv europapolitik. Men forbeholdene kan alene ophæves af den danske befolkning ved folkeafstemning.
For mig er det helt afgørende, at vi griber dette spørgsmål an på en fair og ordentlig måde. Befolkningen skal vide hvor den står, og hvor den har politikerne. Der skal være fuld åbenhed om processen.
Ingen skal være i tvivl om, at regeringen deltager i regeringskonferencen i fuld respekt for de danske undtagelser. Forbeholdene vil blive videreført i den nye traktat. Det kræver en konsekvenstilpasning i den protokol om forbeholdene, der er knyttet til traktaten. Regeringen vil forhandle en sådan tilpasning på plads.
Det vil sige: Når forhandlingerne om den nye traktat bliver afsluttet, ligger der et forslag til traktat inklusive de danske undtagelser, i en konsekvensrettet form, så de dækker det samme, som oprindeligt var hensigten.
Der bliver ikke fiflet. Der bliver ikke botaniseret. Undtagelserne står rent og purt i den nye traktat. Og denne traktat, inklusive de danske undtagelser, vil befolkningen skulle tage stilling til ved en folkeafstemning. Formentlig til næste år.
Der bliver altså lejlighed til at sige "ja" eller "nej" til den nye traktat, inklusive de kendte undtagelser.
Men da omfanget af de danske undtagelser vokser ganske kraftigt, er det rimeligt, at befolkningen får lejlighed til at tage stilling til denne nye situation ved en stillingtagen til hver af undtagelserne - når tiden er moden.
Det afgørende er, at befolkningen får en fair og ordentlig mulighed for at tage stilling til både traktaten og forbeholdene.
Det er i det lys, at regeringen gerne vil give befolkningen mulighed for at tage stilling til en ændret udformning, en modernisering af det retlige forbehold.
Konkret foreslår vi en model, hvor man fra dansk side vil tage stilling fra sag til sag. Hvis vi ønsker at deltage i vedtagelsen af en retsakt, meddeler vi det til de andre lande. Så er vi med til at stemme om retsakten, og vi bliver omfattet af de fælles regler. Hvis vi ønsker at stå uden for, står det os også frit. Folketinget tager stilling fra sag til sag.
Storbritannien og Irland har allerede en sådan ordning, når det gælder asyl og indvandring. Modellen kaldes med et engelsk udtryk for en "opt-in" ordning, fordi der er tale om et frit valg. På dansk kan man betegne det en "valg-ordning".
Jeg vil gerne understrege, at det, vi har foreslået,
ikke
er en ændring af forbeholdet i forbindelse med regeringskonferencen. Der er altså ikke tale om, at vi bortforhandler det nuværende forbehold. Men der skabes mulighed for, at vi ved en folkeafstemning kan vælge at ændre forbeholdet. Man kan sige, at vi får en option på en valg-ordning.
Forslaget skal ses som udtryk for, at regeringen ønsker at stille befolkningen så frit som muligt. Og at vi har lyttet til befolkningens ønsker. Det er et forslag, som nogle politikere måske er skeptiske ved, men som jeg tror, at mange i befolkningen vil hilse velkommen, fordi det forholder sig til et dilemma, som folk oplever, når de ser på udviklingen omkring os.
Et markant flertal af danskerne ønsker den nuværende danske udlændingepolitik fastholdt. Derfor vil de heller ikke støtte en ophævelse af det retlige forbehold, hvis det betyder en risiko for, at det underminerer den danske udlændingepolitik.
Samtidig er mange mennesker bekymret over truslen fra den grænseoverskridende kriminalitet, terrorisme og menneskesmugling. Og de ser gerne, at Danmark deltager i et europæisk samarbejde om at bekæmpe disse trusler.
Den nuværende udformning af forbeholdet giver ikke mulighed for at disse to hensyn kan mødes. Det gør regeringens forslag. Det giver den danske befolkning mulighed for et frit valg.
Nogle påstår, at regeringens forslag udgør en trussel mod selve EU's fundament. At det fører til et "tag-selv-bord", hvor alt flyder. Det er jeg helt uenig i. Der er tale om en allerede eksisterende og klart defineret model, som Storbritannien og Irland har haft i adskillige år. EU består fortsat, uden at det synes at have givet anledning til voldsomme problemer. At Danmark får en mulighed for - hvis befolkningen ønsker det - at få en ordning på linie med Storbritannien og Irland vil faktisk forenkle situationen - både for EU og Danmark.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at kvittere for Mogens Lykketofts melding om, at Socialdemokraterne støtter, at regeringen søger at forhandle en dansk valg-ordning på plads i regeringskonferencen.
Det er en konstruktiv og fremadrettet melding. Konkret betyder den, at vi nu kan komme videre. Såvel i forhold til de andre lande som herhjemme.
Regeringen vil nu tage kontakt til de andre lande. Det er klart, at der bliver tale om en længere proces. Men jeg kan sige, at de foreløbige tilkendegivelser, vi har modtaget fra formandskabet og andre, har været ganske positive.
Herhjemme vil regeringen fortsætte drøftelserne med partierne. Jeg noterer mig, at Mogens Lykketoft gerne ser en debat om, hvordan en dansk valg-ordning konkret kan udmøntes. Det er en drøftelse, jeg finder naturlig og gerne går ind i.
Jeg forstår, at Det Radikale Venstre fortsat er skeptisk. Det respekterer jeg. Samtidig håber jeg, at også de Radikale vil vende tilbage og ønske at deltage i det arbejde, der ligger foran os.
Lad mig afslutningsvis sige nogle få ord om temaer og tidspunkt for en kommende folkeafstemning.
Der er nogle, der vedbliver at insistere på, at regeringen skal sætte alt på ét bræt og udskrive en såkaldt "big bang" folkeafsteming. Det vil sige: Bortforhandle de danske undtagelser og derefter bede befolkningen sige "ja" eller "nej" til traktaten uden de danske undtagelser.
Filosofien er følgende: Nu må danskerne beslutte sig til, om de er med eller ikke er med i EU-samarbejdet. Hvis vi er med, så må vi være med fuldt og helt, uden undtagelser. Ellers må vi ud af EU.
Det lyder vældig heltemodigt.
Men jeg vil gerne være meget åben og direkte i min vurdering af den fremgangsmåde. Den vil af befolkningen blive opfattet som en provokation og trussel, som et forsøg på pression fra det politiske etablissement. Det vil i sig selv kunne udløse en modreaktion i form af et nej til den nye traktat - og dermed reelt dansk udtræden af EU.
Lad mig i den forbindelse minde om, at en sådan "alt-eller-intet"-afstemning også ville indebære, at vi skulle bede befolkningen om at ophæve det retlige forbehold. De, der anbefaler den fremgangsmåde, har alt for ringe kontakt med det virkelige liv i Danmark. To tredjedele af den danske befolkning er imod at ophæve det retlige forbehold, så længe det betyder en ændring af dansk udlændingepolitik. Den tanke sejler ikke.
Derfor har jeg også meldt klart ud. Der bliver ikke tale om en "big bang"-afstemning. Det vil være at spille hasard med forfatningstraktaten og dermed med Danmarks fortsatte EU-medlemskab.
Der bliver ikke tale om trusler og pression. Befolkningen får en fair og ordentlig chance for at tage stilling til såvel den nye traktat som de danske undtagelser.
Der er to muligheder for denne stillingtagen. Enten kan det ske samme dag, som vi i forvejen skal stemme om den nye traktat. Eller også kan vi udsætte stillingtagen til forbeholdene til et senere tidspunkt.
Det er for tidligt at lægge sig fast på den rigtige model. Det kan vi bedre gøre, når vi kender udfaldet af forhandlingerne om den nye traktat.
Men jeg synes godt vi allerede nu kan sige noget om hvad konsekvenserne af et nej til traktaten vil betyde.
Den førende nej-partis politiske leder meldte jo klart ud her i weekenden. At Dansk Folkeparti vil opfatte et nej til den ny traktat som en dansk udmeldelse af EU.
Jeg synes egentlig, det var befriende at høre så klar tale fra nej-siden. For der er jo ingen grund til at skjule, at et nej vil have voldsomme konsekvenser. Der er jo ingen, der gør sig nogen som helst forestillinger om, at vi efter et nej vil kunne forhandle os frem til et nyt sæt udvidede forbehold. Denne gang vil det jo være de helt basale spilleregler for det europæiske samarbejde vi i givet fald ville forkaste og sige nej til. Og der er vel heller ikke nogen, der forestiller sig, at vi skal blokere for de andre landes muligheder.
Det siger sig selv, at en enhver ansvarlig regering i et tilfælde af et dansk nej efterfølgende vil gøre alt for at forsøge at redde, hvad der kan reddes. Men jeg synes, vi lige så godt kan sige, at med et nej, så siger vi nej til selve fundamentet bag det europæiske samarbejde og det vil logisk betyde at vi sætter os uden for enhver indflydelse.
* * *
Afslutning
Forbehold eller ej. Europa er Danmarks skæbne og virkelighed. Vore forfædre kom hertil fra syd. Og Europa har været vort vindue til en videre verden. Europas historie er - på godt og ondt - rammen om Danmarks historie. Vor kultur, kirke og kunst er dybt forankret i det større europæiske kulturfællesskab.
Murens fald og den kolde krigs afslutning har ført til den lykkelige genforening af Europas lande og folk i et samarbejde på tværs af grænser. EU er rammen om dette samarbejde. Danmark har sin naturlige plads i dette fællesskab. Vi har brug for EU. Og Europa har brug for os.
De seneste år har været præget af et stærkt og aktivt dansk engagement i Europa. Udvidelsesprocessen, formandskabet og Konventet. Danmark har gjort en indsats og betydet en forskel. Regeringen vil føre denne aktive danske europapolitik videre i regeringskonferencen. Danmark har en klar interesse i et stærkt EU med en ny forfatningstraktat, der kan danne rammen om et effektivt, åbent og demokratisk samarbejde i fremtidens Europa.