Prime Minister Mette Frederiksen's speech on Auschwitz Day, January 27, 2024.
Mette Frederiksen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Frederiksen addressed ambassadors, Holocaust survivors, and relatives on International Holocaust Remembrance Day, January 27, 2024, in Denmark.
- Main themes
- Holocaust remembrance, antisemitism and Jewish persecution, survivor testimonies, Danish Jewish rescue of 1943, collective memory and historical responsibility, racism and hatred, solidarity and community values, never again
- Duration
- ~5 min
- Words
- 653
- Sentences
- 96
- Readability
- 55
- Grade
- 6.8
- Syntax
- 2.02
- Vocabulary
- 2.31
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other96 sentences in 47 paragraphs
Dear ambassadors.
And especially dear witnesses and relatives.
It is autumn. The year is 1943. And Bjørn – a boy from Copenhagen – sees his world collapse.
He has just started first grade. But he will not learn the alphabet or tease the girls during recess. Instead, he and his family are sent by boat to Germany. And then crammed into cattle cars. Heading towards the dreadful concentration camp Theresienstadt.
Around the same time, Kirsten from Østerbro – she is in 'fourth grade', as it was called back then – is helped to Sweden by kind compatriots. In a fishing boat.
And a couple of months later, Morten from Charlottenlund. A Jewish boy of seven years. Hidden by a brave family from West Jutland with their hearts in the right place.
Three innocent children. Three fates. How frightened you must have been.
Dear Bjørn, Kirsten, and Morten.
You all survived the Holocaust. You are with us right now. And later this evening, you will share your memories with us.
What strength. What courage. I dare say on behalf of everyone that we admire you.
Thank you from the bottom of our hearts for being with us today. As we mark one of the darkest chapters in European history.
Where we gather to remember the victims. The millions of Jews – children, the elderly, women, men – who were torn away from their loved ones. Transported to distant camps. Humiliated. Brutally murdered. Solely because they were Jews.
The extent of the Nazis' inhumanity is something none of us has ever been able to comprehend. Evil and hatred systematized. A cessation of all humanism. A temporary cessation of European civilization.
How could they do it? How could it happen?
We will never understand. We will also never justify. Or forgive.
* * *
In this time, we are once again experiencing episodes that remind us of Europe's grim past.
Once again, there are Jews being persecuted. Solely because they are Jews.
Far too many places, hatred has returned to the streets. Unfortunately, this also applies in Denmark.
But no human being should feel forced to fearfully look over their shoulder. Because of religion. Appearance. Sexuality. Or beliefs.
It should not be that way in our country.
* * *
We cannot change the past. All that should not have happened. Neither my generation nor future generations. But we can do something else. We can learn. And we can remember. And we can take the time to see and show some of the victims' faces.
That is why we will listen to your and others' testimonies, Bjørn, Kirsten, and Morten.
And we promise you that we will carry your stories with us going forward.
And all of us who are here give our promise to tell your story onward. Again and again.
To be
your
witnesses. Witnesses' witnesses.
We owe you that.
We owe it to posterity.
And we owe it to our children and grandchildren.
For, as it has been said: ‘
Those who do not remember the past are condemned to repeat it’
.
* * *
Dear everyone.
Thank you for coming today.
Let us promise each other today. That together we will combat historical amnesia.
That we will never succumb to the human temptation to shrug our shoulders. To repress the uncomfortable truths.
Let us use the memory of history's dark chapters to combat racism and anti-Semitism.
And let us also remember what would prove to be a light in the darkness. October 1943. The thousands of primarily selfless acts. That together meant that far, far most Danish Jews survived.
Right here, in our country, evil met something stronger than evil itself. Our community. Our solidarity. And our ancestors' collective insistence that all Danes belong.
These are the values we share.
These are the values that must prevail.
And these are the values we must carry forward.
Thank you for your attention.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Dear ambassadors.
Og især kære vidner og pårørende.
Det er efterår. Året er 1943. Og Bjørn – en københavnsk dreng – ser sin verden vælte.
Han er lige begyndt i første klasse. Men han kommer ikke til at lære alfabetet og drille pigerne i frikvarteret. I stedet bliver han og familien sendt med båd til Tyskland. Og siden stuvet sammen i kreaturvogne. Med retning mod den modbydelige fangelejr Theresienstadt.
Nogenlunde samtidig bliver Kirsten fra Østerbro – hun går i ’fjerde mellem’, som det hed dengang – hjulpet til Sverige af velvillige landsmænd. I en fiskerbåd.
Og et par måneder senere bliver Morten fra Charlottenlund. En jødisk dreng på syv år. Skjult hos en modig vestjysk familie med hjertet på rette sted.
Tre uskyldige børn. Tre skæbner. Hvor må I have været bange.
Kære Bjørn, Kirsten og Morten.
I overlevede alle Holocaust. I er sammen med os lige nu. Og senere i aften vil I dele jeres erindringer med os.
Sikke en styrke. Hvilket mod. Jeg tør godt sige på alles vegne, at vi beundrer jer.
Af hjertet tak for at være med os i dag. Hvor vi markerer et af de mørkeste kapitler i Europas historie.
Hvor vi mødes for at mindes ofrene. De millioner af jøder – børn, gamle, kvinder, mænd – der blev revet væk fra deres kære. Transporteret til fjerne lejre. Ydmyget. Brutalt myrdet. Alene fordi de var jøder.
Omfanget af nazisternes umenneskelighed er der ingen af os, der nogensinde har kunnet forstå. Ondskab og had sat i system. Et ophør af al humanisme. Et midlertidigt ophør af den europæiske civilisation.
Hvordan kunne de gøre det? Hvordan kunne det ske?
Det kommer vi aldrig til at forstå. Vi kommer heller aldrig til at forsvare. Eller tilgive.
* * *
I denne tid oplever vi atter episoder, der minder os om Europas dystre fortid.
Igen er der jøder, der forfølges. Alene fordi de er jøder.
Alt for mange steder er hadet tilbage i gaderne. Det gælder desværre også i Danmark.
Men intet menneske skal se sig tvunget til frygtsomt at se sig over skulderen. På grund af religion. Udseende. Seksualitet. Eller overbevisning.
Sådan skal det ikke være i vores land.
* * *
Vi kan ikke omgøre fortiden. Alt det, der ikke skulle være sket. Hverken min eller kommende generationer. Men vi kan noget andet. Vi kan lære. Og vi kan huske. Og vi kan nå at se og vise nogle af ofrenes ansigter.
Derfor vil vi lytte til jeres og andres vidnesbyrd, Bjørn, Kirsten og Morten.
Og vi lover jer, at vi bærer jeres historier med os videre.
Og alle os, der er her, giver vores løfte på at fortælle jeres historie videre. Igen og igen.
Være
jeres
vidner. Vidnernes vidner.
Det skylder vi jer.
Det skylder vi eftertiden.
Og det skylder vi vores børn og børnebørn.
For, som det er blevet sagt: ’
De, som ikke husker fortiden, er dømt til at gentage den’
.
* * *
Kære alle sammen.
Tak for at møde frem i dag.
Lad os i dag love hinanden. At vi sammen vil bekæmpe historieløsheden.
At vi aldrig vil falde for den menneskelige fristelse til at trække på skuldrene. Fortrænge de ubekvemme sandheder.
Lad os bruge erindringen om historiens mørke kapitler til at bekæmpe racismen og antisemitismen.
Og lad os samtidig huske det, som skulle vise sig at blive et lys i mørket. Oktober 1943. De tusindvis af fortrinsvis uselviske handlinger. Der tilsammen betød, at langt, langt de fleste danske jøder overlevede.
Lige her, i vores land, mødte ondskaben noget, der var stærkere end ondskaben selv. Vores fællesskab. Vores samhørighed. Og vores forfædres kollektive insisteren på. At alle danskere hører til.
Det er de værdier, vi deler.
Det er de værdier, som skal sejre.
Og det er de værdier, vi skal bære videre.
Tak for ordet.