- Context
- Frederiksen addressed KVINFO on International Women's Day 2024, speaking on women's rights achievements and ongoing struggles in Denmark and globally.
- Main themes
- Women's rights, gender equality, domestic violence and social control, honor-related violence and forced marriage, abortion rights and bodily autonomy, MeToo movement, consent legislation, wage equality in female-dominated professions, fertility treatment reform, women in war and conflict, parental leave, Danish social policy
- Duration
- ~9 min
- Words
- 1,128
- Sentences
- 145
- Readability
- 65
- Grade
- 5.8
- Syntax
- 2.19
- Vocabulary
- 2.00
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other145 sentences in 54 paragraphs
Dear everyone.
Thank you for the invitation.
And thank you, Henriette. For an important speech. About a hope we share. The hope for a more peaceful world. I will return to that.
I have been looking forward to coming here today.
To talk about the rights of girls and women. For hope and opportunities. And against oppression.
The fight for women's rights is a cultural struggle. A struggle for values. And a political struggle. And every era has its battles and its results.
With the MeToo movement came the necessary breakthrough. For of course, one should be able to go to work and be active in our society without hands in the wrong places, words whispered in ears, or anything else that does not belong in a professional space.
And I am proud that we have criminalized stalking. Invested in women's crisis centers. And strengthened the fight against domestic violence, sexual harassment, and social control.
I am proud of the consent law. Of course, sex must always be consensual. This is a law that is bigger than the letters on a piece of paper. For it is a legal change that forces everyone to think twice. And always agree on sex.
And of course, women must have the right to decide over their own bodies. That is why we are on our way with strengthened abortion legislation.
Where girls' and women's access to abortion is being rolled back or questioned in many societies, we in Denmark will now go the other way. Expand the rights. For young girls. And for everyone, regarding the number of weeks.
We have invested in more research into women's diseases. And the next project I have taken on is fertility treatment.
Here, research has traditionally focused on women. And not on men's fertility. So now it is the healthy woman who must undergo fertility treatment, even though infertility in about half of the cases unfortunately relates to the man.
We have formed an alliance against sexual harassment in society.
Secured earmarked parental leave for men.
And we have taken an important step with the tripartite agreement on wages and working conditions. Secured a wage increase particularly for the female-dominated professions, which are now receiving extra recognition. It was about time.
And let us pause here for a moment.
There were calls. Also loud ones. For more pay for the female-dominated welfare professions. Now it is becoming a reality.
A calculation from FOA shows that a social and health assistant with seven years of seniority, working full-time in a municipality, will receive 5,680 DKK more in salary per month.
In other words. Politics matters. And we are moving the women's fight forward in these years.
* * *
There is still much to fight for. For unfortunately, not all girls and women can feel safe. Free. Live their lives as they wish.
For me, it is a great pain that there are girls and women in Denmark who are fighting in silence at home. In the girls' room. Behind closed doors. Against patriarchal family structures and negative social control.
Their struggle for freedom must come to light.
We call it "The Forgotten Women's Fight." Because as a society, we have far too often turned a blind eye to it.
But I know that for several of you who are here today, the fight is not forgotten. You see it. And you have done so for a long time.
Earlier today, I visited the RED Center. For about 20 years, they have helped women fleeing from honor-related conflicts. From forced marriages. Violence. Control of virginity.
I met two young women.
One had to live up to "the family's honor" throughout her youth. Controlled by her father. And enforced with violence.
And when the father was not there, the brothers took over the control.
Now she lives in hiding. In a safe house, where she is safe. Where her father's violence and control cannot reach her. And where she can finally begin to dream of all that a youth should be.
About bright summer nights. The freedom to dance late into the night. Hanging out with friends after school. Flirting with the one who catches her eye. Finding love – and letting herself be swept away.
The other has confronted her family. With physical and psychological violence. To be able to live her life with the man she loves.
I met two strong women. Their struggles have required all the willpower they could muster. And more.
Imagine that there are families in 2024 that want to control their daughters' bodies and souls.
We have an obligation as a society. To stand much stronger. And stand firm on our values. On the right to go to school. The right to freely choose education and job. And the right to love whom one loves.
The right to live one's life as one wishes.
A life without violence. Without abuse. Without fear.
* * *
This especially applies to women and girls in war and conflict. Where the female body is particularly vulnerable. And where rape has always been used as one of the most brutal weapons.
The fight must be ours. Together. Across genders, cultures, and borders.
In Iran. When young women take to the streets. Burn their headscarves. And are imprisoned in protest against a misogynistic regime.
In Ukraine. When women and girls are subjected to abuse and rape by Russian war criminals.
In Yemen and Sudan. When civil wars rage and women are hunted in flight. Exploited. And sold to the highest bidder.
In Israel. When innocent women are raped as part of a horrific terrorist attack. Left naked and mutilated in the back of a truck.
And in Gaza. Where the humanitarian situation is terrible. Where women undergo cesarean sections without anesthesia because we cannot get the necessary help through.
We have a responsibility for these women. To prevent abuse. And to alleviate when it has occurred.
And we have a responsibility. To contribute to a peace solution, where Palestinian women should neither fear Hamas' oppression nor missiles fired from Israel. And where Israeli women should not fear for their very existence.
There is a need for a humanitarian ceasefire. So we can get food, medicine, and water to the civilian population.
And we need the two-state solution, which neither party wants, but which is the only way for sustainable development. The only viable option. Where both Israelis and Palestinians can live in peace and security.
* * *
Dear everyone.
Thank you for being here this evening. Thank you for holding on. For staying the course and continuing the fight for a future. With equal opportunities. With safety. And with security for all.
Thank you for your attention. Have a great day of action!
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Kære alle sammen.
Tak for invitationen.
Og tak til dig Henriette. For en vigtig tale. Om et håb, vi deler. Håbet om en mere fredelig verden. Det vender jeg tilbage til.
Jeg har glædet mig til at komme i dag.
For at tale om piger og kvinders rettigheder. For håb og muligheder. Og imod undertrykkelse.
Kvindekamp er kulturkamp. Værdikamp. Og en politisk kamp. Og hver tid har sine kampe og sine resultater.
Med MeToo-bevægelsen kom det nødvendige gennembrud. For selvfølgelig skal man kunne gå på arbejde og være aktiv i vores samfund, uden at der er hænder de forkerte steder, ord, der hviskes i ørene eller alt muligt andet som ikke hører hjemme i et professionelt rum.
Og jeg er stolt af, at vi har kriminaliseret stalking. Investeret i kvindekrisecentre. Og styrket kampen mod partnervold, seksuel chikane og social kontrol.
Jeg er stolt af samtykkeloven. Selvfølgelig skal sex altid være med samtykke. Det her er en lov, der er større end bogstaverne på et papir. For det er en lovændring, der tvinger alle til at tænke sig om. Og altid være enige om sex.
Og selvfølgelig skal kvinder have retten til at bestemme over egen krop. Derfor er vi på vej med en styrket abortlovgivning.
Hvor piger og kvinders adgang til abort i mange samfund rulles tilbage eller mistænkeliggøres, så vil vi i Danmark nu gå den anden vej. Udvide rettighederne. For unge piger. Og for alle, når det gælder antal uger.
Vi har investeret i mere forskning i kvindesygdomme. Og det næste projekt, jeg selv har kastet mig over, er fertilitetsbehandling.
Her har forskningen traditionelt fokuseret på kvinderne. Og ikke på mændenes fertilitet. Så nu er det sådan, at det er den raske kvinde, der skal i fertilitetsbehandling, selvom manglende fertilitet i cirka halvdelen af tilfældene desværre knytter sig til manden.
Vi har dannet en alliance mod seksuel chikane i samfundet.
Sikret øremærket barselsorlov til mænd.
Og vi har taget et vigtigt skridt med trepartsaftalen om løn og arbejdsvilkår. Sikret et lønløft af særligt de kvindedominerede fag, der nu får en ekstra anerkendelse. Det var på tide.
Og lad os lige stoppe op her et øjeblik.
Der blev råbt. Også højt. På mere i løn til de kvindedominerede velfærdsfag. Nu bliver det virkelighed.
Et regneeksempel fra FOA viser, at en social- og sundhedsassistent med syv års anciennitet, der arbejder på fuldtid i en kommune, vil få 5.680 kr. mere i løn om måneden.
Med andre ord. Politik betyder noget. Og vi bevæger kvindekampen fremad de her år.
* * *
Der er stadig meget at kæmpe for. For det er desværre ikke alle piger og kvinder, der kan være trygge. Frie. Leve livet som de vil.
For mig er det en stor smerte, at der er piger og kvinder i Danmark, der kæmper i stilhed derhjemme. På pigeværelset. Bag lukkede døre. Mod patriarkalske familiestrukturer og negativ social kontrol.
Deres frihedskamp skal ud i lyset.
Vi kalder det ”Den glemte kvindekamp”. Fordi vi som samfund alt for ofte har vendt det blinde øje til.
Men jeg ved godt, at for flere af jer, der er her i dag. Der er kampen ikke glemt. I ser den. Og det har I gjort længe.
Tidligere i dag besøgte jeg RED Center. I omkring 20 år har de hjulpet kvinder på flugt fra æresrelaterede konflikter. Fra tvangsægteskaber. Vold. Kontrol af jomfruelighed.
Jeg mødte to unge kvinder.
Den ene skulle i hele sin ungdom leve op til ”familiens ære”. Kontrolleret af sin far. Og håndhævet med vold.
Og når faren ikke var der, overtog brødrene kontrollen.
Nu bor hun på flugt. I et safehouse, hvor hun er sikker. Hvor farens vold og kontrol ikke kan nå hende. Og hvor hun endelig kan begynde at drømme om alt det, en ungdom burde være.
Om lyse sommernætter. Friheden til at danse til langt ud på natten. Hænge med vennerne efter skole. Flirte med den, der fanger blikket. Finde kærligheden – og lade sig rive med.
Den anden har taget et opgør med sin familie. Med fysisk og psykisk vold. For at kunne leve livet med den mand, hun elsker.
Jeg mødte to stærke kvinder. Deres kampe har krævet al den viljestyrke, de kunne mønstre. Og mere til.
Tænk, at der er familier i 2024, der vil bestemme over deres døtres krop og sjæl.
Vi har en forpligtigelse som samfund. Til at træde langt stærkere i karakter. Og stå fast på vores værdier. På retten til at gå i skole. Retten til frit at vælge uddannelse og job. Og retten til at elske den, man elsker.
Retten til at leve sit liv, som man vil.
Et liv uden vold. Uden overgreb. Uden frygt.
* * *
Det gælder især også kvinder og piger i krig og konflikt. Hvor kvindekroppen er særligt sårbar. Og hvor voldtægt altid har været brugt som et af de mest brutale våben.
Kampen skal være vores. I fællesskab. På tværs af køn, kulturer og grænser.
I Iran. Når unge kvinder går på gaden. Brænder tørklædet. Og fængsles i protest mod et kvindefjendsk regime.
I Ukraine. Når kvinder og piger bliver udsat for overgreb og voldtægter af russiske krigsforbrydere.
I Yemen og Sudan. Når borgerkrigene raser og kvinder jages på flugt. Udnyttes. Og sælges til højstbydende.
I Israel. Når uskyldige kvinder bliver voldtaget som led i et skrækkeligt terrorangreb. Efterladt nøgne og lemlæstede på bagklappen af en lastbil.
Og i Gaza. Hvor den humanitære situation er forfærdelig. Hvor kvinder får foretaget kejsersnit uden bedøvelse, fordi vi ikke kan få den nødvendige hjælp frem.
Vi har et ansvar for de kvinder. For at hindre overgreb. Og lindre, når det er sket.
Og vi har et ansvar. For at bidrage til en fredsløsning, hvor palæstinensiske kvinder hverken skal frygte for Hamas’ undertrykkelse eller missiler affyret fra Israel. Og hvor israelske kvinder ikke skal frygte for selve deres eksistens.
Der er brug for en humanitær våbenhvile. Så vi kan få mad, medicin og vand frem til civilbefolkningen.
Og vi har brug for den to-statsløsning, som ingen af parterne ønsker, men som er den eneste vej for en bæredygtig udvikling. Den eneste holdbare mulighed. Hvor både israelere og palæstinensere kan leve i fred og sikkerhed.
* * *
Kære alle sammen.
Tak, fordi I er her i aften. Tak, fordi I holder ved. Holder fast og fortsætter kampen for en fremtid. Med lige muligheder. Med tryghed. Og med sikkerhed for alle.
Tak for ordet. Rigtig god kampdag!
