Kosovo has taught us. Prime Minister Poul Nyrup Rasmussen's bonfire speech Midsummer's Eve, Silkeborg, June 23, 1999.
Poul Nyrup Rasmussen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Rasmussen addressed a Midsummer's Eve bonfire gathering in Silkeborg on June 23, 1999, reflecting on Denmark's role in the Kosovo conflict and its lessons for national solidarity.
- Main themes
- Kosovo conflict and NATO intervention, human rights and humanitarian crisis, community and solidarity, Danish national identity, peace and reconciliation, European values, lessons from World War II, collective responsibility, rebuilding Kosovo, sense of togetherness
- Duration
- ~9 min
- Words
- 1,060
- Sentences
- 85
- Readability
- 71
- Grade
- 5.7
- Syntax
- 2.53
- Vocabulary
- 1.83
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other85 sentences in 42 paragraphs
Good evening everyone!
With Midsummer's Eve, we have passed the longest day of the year. Now we are heading towards shorter days.
Ahead of us is a good long summer, which we are very much looking forward to. And there is indeed good reason for that.
Everything seems to breathe idyll and peace. For we want 'peace here in the land - Midsummer, Midsummer', as we sing.
* * *
Of course, we want peace here in the land, what else? - as many, many people in Denmark say.
But that is not the case for all people - it is not even the case for everyone here in Europe.
For months we have seen them - the displaced people in Kosovo. For months we have heard about them. For months we have felt for them - but never felt quite like them.
Emaciated, worn out, sometimes tortured from prisons, crying or with a total emptiness in their gaze. That is how we have seen the citizens of Kosovo dragging themselves over the mountains into Macedonia or Albania, day after day, month after month. The worst the world has seen since World War II.
And we have seen that people have been killed. People have been forcibly displaced from their own country. Not for what they have done, but for what they are: 'Kosovo Albanians'.
We could not, and we will not turn our backs on that! We had to stop it, otherwise there would no longer be any point in being a democrat in Europe. Otherwise, we could no longer stand here and talk about humanism and human rights.
What we saw in Kosovo left no doubt in us. And we tried everything. We tried to persuade with diplomacy. We sent mediator after mediator. But it was of no use. The peace negotiations in Rambouillet were also of no use.
Therefore, there were no other options. Therefore, we had to play our last card. And therefore, we had to set hard against hard. History in this century has taught us that. And we have, as you know, stopped acting against better knowledge!
* * *
I think it was absolutely, absolutely crucial that we stood together and held together in the Danish population.
We have stopped the killings and the purges.
Now we must stand together to win peace.
It takes time, and it takes effort. It requires courage, and it will take a long time. It is a huge task that lies ahead. Together with all of Europe, we must rebuild a country that Milosevic and his ultra-nationalists have torn down.
* * *
We must win that peace now, because it is not only about them, but it is actually also about us.
And this midsummer evening - Midsummer's Eve - is a special signal to us.
It is about making a difference. It is about giving people, who are barely holding on to life by their fingertips, a chance to come back.
Not many of us can remember when the Allies came into Denmark and liberated us from the Germans in 1945. Some of you can. Those of you who can remember it should tell how it felt to have someone to lean on. There were people present when freedom came. That is how I believe they feel in Kosovo right now.
* * *
When you stand in Silkeborg on a splendid evening like this, it can feel far from Kosovo. It can feel far from the people who are in need and who need help.
But the truth is also that the values we fight for - together with those down there - are actually the same as those we need here at home.
We must never forget that the past few months have been a struggle for people's right to live in their own country. But it was in reality just as much a struggle for the values that we ourselves hold most dear.
In a way, the confrontation with Milosevic and the Serbian generals also became a fight for our own self-respect. We still have our self-respect intact - because we did not turn our backs!
But it is also more than that.
Everything we saw - all of that made us Danes instinctively stand together. We threw everything in to help the poor people. We collected donations like the best in Europe.
This shows, of course, that we know what is needed when the call comes. When a people is in need.
But for many more people, I believe Kosovo became the way to discover or rediscover what we thought was forgotten: Community. Now we are together with our neighbor, now we are together with others to contribute - and do something in unity.
We experienced again a sense of community and solidarity that some believed no longer existed - but which suddenly was there, strong, so strong.
Perhaps what we are experiencing here is also a way for some of 'Stauning's grandchildren', who have moved into single-family homes, to rediscover what is called community and togetherness. That there is indeed a community value that our society cannot do without. That we actually need a sense of community - even in modern Denmark.
We want that sense of community again!
We want it because we need it. Because we know that our society would not have become what it is without it! This society is not about me, me, and me. 'We know that well'. Others have tried that in other countries. We do not want that!
I just want to say with this little greeting from Kosovo and from ourselves that this Midsummer's Eve is the last in this century.
If we can rediscover ourselves and secure our community and our togetherness and the solidarity welfare - if we can build on the values we know are the strongest - then we can also secure our welfare society.
And then this last Midsummer in this century will be the start of the next chapter on what true solidarity is.
We have a special duty to think of the weakest in our country. And a special duty to cherish all that cannot be measured in money.
If we hold on to that, there will be many, many good Midsummer evenings - even after tonight.
I wish you all a good summer.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Godaften allesammen!
Med Sankt Hans Aften har vi passeret den længste dag i året. Nu går vi mod kortere dage.
Foran os er en god lang sommer, som vi glæder os meget til. Og det er der såmænd også god grund til.
Alt ånder tilsyneladende idyl og fred. For vi vil jo 'fred her til lands - Sankte Hans, Sankte Hans', som vi synger.
* * *
Selvfølgelig vil vi fred her til lands, hvad ellers? - som mange, mange mennesker i Danmark siger.
Men sådan er det jo ikke for alle mennesker - sådan er det ikke engang for alle her i Europa.
Gennem måneder har vi
set
dem - de fordrevne mennesker i Kosovo. Gennem måneder har vi
hørt
om dem. Gennem måneder har vi
følt
med dem - men aldrig følt helt
som
dem.
Udsultede, udslidte, nogle gange torturerede fra fængsler, grædende eller med en total tomhed i blikket. Sådan har vi set Kosovos borgere slæbe sig over bjergene ind i Makedonien eller Albanien, dag efter dag, måned efter måned. Det værste verden har set siden Anden Verdenskrig.
Og vi har set, at mennesker er blevet slået ihjel. Mennesker er blevet tvangsflyttet fra deres eget land. Ikke for, hvad de har gjort, men for hvad de er: 'Kosovo-albanere'.
Det kunne vi, og det vil vi ikke vende ryggen til! Det måtte vi stoppe, ellers var der ikke længere noget ved at være demokrat i Europa. Ellers kunne vi jo ikke længere stå her og tale om humanisme og om menneskerettigheder.
Det vi så i Kosovo efterlod ikke nogen tvivl hos os. Og vi prøvede det hele. Vi prøvede at overtale med diplomati. Vi sendte fredsmægler efter fredsmægler afsted. Men det nyttede ikke. Fredsforhandlingerne i Rambouillet nyttede heller ikke.
Derfor var der ikke andre muligheder. Derfor måtte vi trække det sidste kort. Og derfor måtte vi sætte hårdt mod hårdt. Det har historien i dette århundrede lært os. Og vi er jo som bekendt holdt op med at handle
mod
bedre vidende!
* * *
Jeg synes, det var helt, helt afgørende, at vi stod sammen og holdt sammen i den danske befolkning.
Vi har fået standset myrderierne og udrensningerne.
Nu skal vi stå sammen om at vinde freden.
Det tager tid, og det tager kræfter. Det kræver mod, og der vil gå lang tid. Det er et kæmpe arbejde, der skal til. Vi skal sammen med hele Europa genopbygge et land, som Milosevic og hans ultranationalister har brudt ned.
* * *
Vi skal vinde den fred nu, fordi det ikke kun handler om dem, men det handler i virkeligheden også om os.
Og denne midsommeraften - Skt. Hans Aften - er et særligt signal til os.
Det handler om at gøre en forskel. Det handler om at give mennesker, som kun lige holder fast i livet med det yderste af neglene en chance for at komme tilbage.
Der er ikke mange af os, der kan huske, da de allierede drog ind i Danmark og befriede os fra tyskerne i 1945. Nogen af jer kan. De af jer, der kan huske det, bør fortælle, hvordan det føltes, at der var nogen, vi kunne støtte os til. Der var nogen, der var tilstede, da friheden kom. Det er sådan, jeg tror de føler det i Kosovo lige nu.
* * *
Når man står i Silkeborg, sådan en pragtfuld aften som denne, så kan der være langt til Kosovo. Så kan der være langt til de mennesker, som er i nød, og som skal have hjælp.
Men sandheden er jo også, at de værdier, som vi kæmper for - sammen med dem dernede - er jo i virkeligheden også de samme, som dem vi har brug for herhjemme.
Vi må aldrig nogensinde glemme, at de seneste måneder var en kamp for menneskers ret til at bo i deres eget land. Men det var i virkeligheden i lige så høj grad en kamp netop for de værdier, som vi selv sætter højest.
På en måde blev opgøret med Milosevic og de serbiske generaler også en kamp for vores egen selvrespekt. Vores selvrespekt har vi stadig i behold - fordi vi ikke vendte ryggen til!
Men det er også mere end det.
Alt det vi så - alt det, fik os danskere til instinktivt at stå sammen. Vi kastede alt ind for at hjælpe de fattige folk. Vi samlede ind som de bedste i Europa.
Det viser selvfølgelig, at vi godt ved, hvad der skal til, når der bliver kaldt. Når et folk er i nød.
Men for mange flere mennesker tror jeg også Kosovo blev vejen til at opdage eller genopdage det, vi troede var glemt: Fællesskabet. Nu er vi sammen med naboen, nu er vi sammen med andre om at yde noget - og gøre noget i fællesskab.
Vi oplevede igen et fællesskab og en solidaritetsfølelse, som nogen troede slet ikke eksisterede mere - men som pludselig var der stærkt, så stærk.
Måske er det, vi oplever her, også en vej til, at nogle af 'Staunings børnebørn', som er flyttet i parcelhus, kan genfinde det, der hedder fællesskab og sammenhold. At der faktisk er en fællesskabsværdi, som vores samfund ikke kan undvære. At vi faktisk selv har brug for en fællesskabsfølelse - også i det moderne Danmark.
Vi vil have den fællesskabsfølelse igen!
Det vil vi, fordi vi har brug herfor. Fordi vi godt ved, at vores samfund ikke var blevet til det, det er, uden! Dette samfund handler ikke om mig selv, mig selv og mig selv. 'Vi ved det godt'. Det har de prøvet nogle andre steder i andre lande. Det vil vi ikke have!
Jeg vil blot med denne lille hilsen fra Kosovo og fra os selv sige, at denne Skt. Hans Aften er den sidste i dette århundrede.
Hvis vi kan genfinde os selv og sikre vores fællesskab og vores sammenhold og den solidariske velfærd - hvis vi kan bygge på de værdier, vi véd er de stærkeste -
så
kan vi også sikre vores velfærdssamfund.
Og så bliver denne sidste Skt. Hans i dette århundrede starten til det næste spor om, hvad sand solidaritet er.
Vi har en særlig pligt til at tænke på de svageste i vores land. Og en særlig pligt til at værne om alt det, der ikke kan gøres op i penge.
Hvis vi holder fast i det, så bliver der mange, mange gode Skt. Hans aftener - også efter i aften.
Jeg ønsker alle en god sommer.