The Prime Minister's speech at the official celebration of the turn of the millennium "Millennium Service" in Jelling Church on December 3, 2000.
Poul Nyrup Rasmussen · Prime Minister of Denmark
- Context
- Rasmussen addressed dignitaries at the official millennium celebration service in Jelling Church on 3 December 2000, marking Denmark's national heritage and the turn of the millennium.
- Main themes
- Danish national identity, millennium commemoration, Jelling monuments and Viking Age heritage, historical memory and roots, globalization as challenge, community and equality, responsibility to future generations, humanism and tolerance, continuity between past and present, technology and modern change
- Duration
- ~6 min
- Words
- 704
- Sentences
- 49
- Readability
- 66
- Grade
- 7.2
- Syntax
- 2.76
- Vocabulary
- 2.05
Translated from Danish
The broad sphere of national life a sentence belongs to. Every sentence has an Arena, so it is the denominator the other indices are read against.
Other49 sentences in 22 paragraphs
Your Majesty, Your Royal Highnesses, Your Excellencies, Ladies and Gentlemen,
The events we commemorate here today have all had significant importance for Denmark and for us as Danes.
Together, they contribute to the narrative about us. About where we come from. Just as they give rise to thoughts about where we – perhaps – are headed.
The monuments that surround us do not just tell the story of Jelling. They recount the creation of Denmark. Therefore, we also celebrate today what can almost be called the millennium of our country, our language, and our culture.
It is said that measured lengthwise, life is short, but measured vertically, it is infinite [Benny Andersen]. It is almost as if one can feel the fullness of eternity here today. Our lives – our here and now – occupy so little space in the long stream of events that have followed since Gorm the Old, Thyra Danebod, and Harald Bluetooth.
But the monuments here in Jelling also speak their own silent language. Between the lines on the runestones, they whisper that you must know your roots.
If we do not know our past and are aware of where we come from, we have no foundation for the future. We risk becoming so uncertain that our lives merely become a search.
A copy of something we believe is right. We may forget what truly matters. To live in the moment and to know what one wants with one’s life in the tiny part of eternity that has been granted to us. The small pocket of time in eternity that we have been allowed to be a part of. A time that we must use for something. Where we together can and must achieve something for the benefit not only of ourselves but also for those who come after us.
Today makes it clear that despite all humility, we also contribute to the writing of history. That there is also a life after our generation, and that our actions have consequences for posterity.
The world is moving fast today. Technology allows us to write emails – electronic letters – and send them around the world in a few seconds and delete it all with just a single click. One cannot say the same about the runestones.
They required effort, toil, and labor to create, but they still stand here. As a testament to a bygone era but also as proof that humanity has come a long way.
We travel, speak, and trade faster and easier than before. Distant events have come closer and affect us more than ever before, just as our actions can have global consequences.
In Viking Age Denmark, there was no doubt that Jelling – with the runestones, burial mounds, and the church – was the center of Christianity and royal power. From here, the world emanated – at least the Danish one! It was here that it happened.
Today, development occurs here and there and everywhere at once. Everywhere and nowhere, one might be tempted to say.
This places new demands on us – as Danes – as humans. For us and perhaps especially for the next generations, globalization is the great challenge that we must face, for better or for worse.
As mentioned, it is difficult to predict how the future will unfold. But we have a duty to do our part to shape and influence it in a responsible manner. The great challenge lies in maintaining what we find important and valuable. Our anchors in a changing time.
***
So what will be our small contribution to the writing of history – beyond the magnificent 'Runestone of Our Time' and 'Millennium Music'?
My wish is that we Danes, in the transition to the new millennium, will be remembered as those who stood together. A unity built on humanism, tolerance, compassion, and care for one another.
That we maintain what has been at the core of the Danes for many hundreds of years: community and equality. But also that we will be remembered as those who had the opportunity to be ourselves – but that it never meant that we became enough unto ourselves.
That is how Denmark is at its most beautiful!
Thank you.
The original Danish. The tags above are read on the English translation's sentences.
Deres Majestæt, Deres kongelige Højhed, Deres Exellencer, Mine Damer og Herrer,
De begivenheder, vi markerer her i dag har alle haft markant betydning for Danmark og for os som danskere.
De bidrager tilsammen til fortællingen om os. Om hvorfra vi kommer. Ligesom de giver anledning til at tænke over, hvor vi – måske – er på vej hen.
Mindesmærkerne, der omgiver os, fortæller ikke bare Jellings historie. De beretter om Danmarks tilblivelse. Derfor fejrer vi i dag også det, der næsten kan kaldes 1000-året for vort land, vores sprog og vores kultur.
Man siger, at målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt [Benny Andersen]. Det er næsten som om man kan føle evighedens fylde her i dag. Vores liv – vores her og nu – fylder så lidt i den lange strøm af begivenheder, som har fulgt siden Gorm den Gamle, Thyra Danebod og Harald Blåtand.
Men monumenterne her i Jelling taler også deres eget tyste sprog. Mellem linjerne på runestenene hvisker de om, at du skal kende dine rødder.
Hvis ikke vi kender vores fortid og er bevidste om, hvorfra vi kommer, så har vi intet fundament for fremtiden. Så risikerer vi at komme så meget i tvivl, at vores liv blot bliver en søgen.
En kopi af noget, vi tror er det rigtige. Vi glemmer måske det, der virkelig betyder noget. At leve i nuet og vide, hvad man vil med sit liv i den lillebitte del af evigheden, som er blevet netop os forundt. Den lille tidslomme af evigheden, som vi har fået lov til være en del af. En tid, som vi skal bruge til noget. Hvor vi i fællesskab kan og skal udrette noget til gavn ikke kun for os selv men også for dem, der kommer efter os.
Dagen i dag tydeliggør om noget, at trods al ydmyghed bidrager
vi
også til historieskrivningen. At der også er et liv efter vores generation, og at vores handlinger har konsekvenser for eftertiden.
Der er fart på verden i dag. Teknologien gør, at vi kan skrive e-mails – elektroniske breve – og sende dem verden rundt på få sekunder og slette det hele med kun et enkelt tryk. Det kan man ikke sige om runestenene.
De krævede kræfter, slid og slæb at fremstille, men de står her endnu. Som vidnesbyrd om en svunden tid men også som bevis på, at mennesket er nået langt.
Vi rejser, taler og handler hurtigere og nemmere end før. Fjerne begivenheder er kommet tættere på og påvirker os mere end nogensinde før, ligesom vores handlinger kan have globale konsekvenser.
I vikingetidens Danmark herskede der ikke tvivl om, at Jelling – med runestenene, gravhøjene og kirken – var centrum for kristendommen og kongemagten. Herfra udgik verden – i hvert fald den danske! Det var
her, det skete.
I dag sker udviklingen her og dér og allevegne på én gang. Alle steder og ingen steder, fristes man til at sige.
Det stiller nye krav til os – som danskere – som mennesker. For os og måske nok især de næste generationer er globaliseringen den store udfordring, som vi må se i øjnene på godt og ondt.
Det er som sagt svært at spå om, hvordan fremtiden vil tegne sig. Men vi har pligt til at gøre vores for at forme og præge den på en ansvarsfuld måde. Den store udfordring ligger i, at vi fastholder det, vi finder vigtigt og værdifuldt. Vores holdepunkter i foranderlig tid.
***
Hvad bliver så vores lille bidrag til historieskrivningen – udover den flotte 'Vor tids runesten' og 'Årtusindemusikken'?
Mit ønske er, at vi danskere i overgangen til det nye årtusinde vil blive husket som dem, der holdt sammen. Et sammenhold, der bygger på humanisme, tolerance, medmenneskelighed og omsorg for hinanden.
At vi fastholder det, der har været kernen hos danskerne i mange hundrede år: fællesskabet og ligeværdighed. Men også at vi vil blive husket som dem, der havde muligheden for at være os selv – men at det aldrig betød, at vi blev os selv nok.
Sådan er Danmark smukkest!
Tak.